Søndag den 24. august 2025 skrev Silkeborg IF Q et nyt kapitel i klubbens historie, da de spillede deres første kamp i Kvindernes C-liga på hjemmebane mod Viborg FF. På et solbeskinnet JYSK Park blev det en dag, spillerne sent vil glemme – også selvom resultatet endte med et 3-0 nederlag.
Det var en stolt anfører, Anne Bay Østergaard, der førte sit hold ind på banen foran et forventningsfuldt publikum. Stemningen var høj blandt både hjemmebanetilskuere og de medrejsende Viborg-fans, og Silkeborg IF Q lagde hårdt fra land. I kampens første minutter pressede de gæsterne tilbage, men langsomt fandt Viborg FF fodfæste og fik mere spil.
Første halvleg bød på masser af tempo og intensitet fra begge sider. Silkeborg havde flest afslutninger, men skarpheden manglede i de afgørende øjeblikke. Til gengæld måtte hjemmeholdet flere gange takke målmand Asta Riis Nyvang Nielsen, der med vigtige redninger holdt stillingen 0-0 ved pausen.
Silkeborg IF Q’s keeper Asta Riis Nyvang Nielsen med en af hendes redninger i kampen. Foto: AJ Sportsmedie.
Efter pausen fortsatte billedet. Begge hold jagtede det forløsende mål, og Silkeborg IF Q fik endda bolden i nettet i det 74. minut – kun for at se scoringen annulleret for offside. Ti minutter senere slog Viborg FF til, da Silkeborg-forsvaret ikke fik clearet en bold, og Thea Glerup sendte gæsterne foran 1-0.
Silkeborg kæmpede videre, men i det 88. minut øgede Maiken Danielsen til 2-0, og i overtiden lukkede Cecilie Amanda Agerholm Povlsen kampen til 3-0 med en kølig afslutning alene med keeperen.
Anførerne efter kampen
Anne Bay Østergaard, anfører Silkeborg IF Q:
“Jeg synes vi præsterede rigtig godt i de første 75-80 minutter af kampen.”
Frida Nørgaard Kristensen, anfører Viborg FF:
“I halvleg fik vi talt om tingene, og vi fik kigget hinanden i øjnene og sagde, at det skulle vi gøre bedre i 2. halvleg. Det synes jeg, vi gjorde.”
Trods nederlaget leverede Silkeborg IF Q en stærk debutpræstation i C-ligaen. Holdet viste høj intensitet, stærk moral og havde flere gode perioder, hvor de pressede Viborg i bund. Kampen blev en underholdende reklame for kvindefodbolden – og Silkeborg IF Q viste, at de er klar til at bide fra sig i deres nye række.
Målscorere:
83. min 0-1: Thea Glerup
88. min. 0-2: Maiken Danielsen
90+4. min. 0-3: Cecilie Amanda Agerholm Povlsen