Skive IK oplyste tirsdag, at klubben har lavet en aftale med den 23-årige keeper Alexander Sloth Kostow.
Alexander Sloth Kostow kommer til klubben fra den islandske klub FC Hoyvík, fra den næstbedste islandske fodbold række. Han har fået sin fodboldopdragelse i Esbjerg, og siden gik turen til Sønderjyskes U19 hold inden turen gik til Sædding/Guldager IF. Så tog han til USA og spillede i 1,5 år for Iowa , inden turen igen gik hjem til Sædding/Guldager IF. I sommeren 2022 gik turen til Thisted FC, og i februar 2024 gik turen så til Næstved inden han tog til Island.
Fodboldchef Michael Larsen er glad for aftalen og udtaler:
“En erstatning til den position uden for et transfervindue, er en rigtig svær opgave for en størrelse som os i SIK. Det kræver jo både at der er ledige og interesserede kontraktløse spillere og vi derved kan opnå en dispensation fra Divisionsforeningen. Markedet er meget snævert på lige nøjagtig den position, og derfor har det også været den største arbejdsmæssige prioritet siden start sidste uge. At vi så kan få en rigtig dygtig keeper på plads i Alexander, som jeg kender fra Divisionerne, er selvfølgelig tilfredsstillende. Han kommer ind med stor tro på at han kan bringe noget til holdet, har været meget målrettet i vores samtaler og med et stort ønske om at jagte vores fælles mål,”
Alexander Sloth Kostow ser frem til det nye fodboldeventyr og udtaler:
“Jeg har sat stor pris på den ærlige dialog, der har været i processen, hvor det har været vigtigt for begge parter at lufte tankerne ved et samarbejde. Skive IK kender jeg rigtig godt til fra tidligere, og jeg kan tydeligt fornemme en ambitiøs tilgang til dagligdagen og de fælles mål, vi jagter. Jeg ser frem til en rigtig god forårssæson med holdet og alle de, der står bag den stærke enhed. Derudover glæder jeg mig selvfølgelig til at hilse på alle SIK’ere til første hjemmekamp,”
Foto: Skive IK