Interview med cheftræner Bo Holden: Status og Visioner for GVI

I dag starter den nye sæson i Danmarksserien, og i den anledning har vi talt med GVI’s nye cheftræner, Bo Holden.

Hvordan er opstarten til den nye sæson forløbet indtil videre?

Det har været en super opstart. Vi startede d. 7/7 og der har været et flot fremmøde fra
første dag. Der er lidt unge mennesker der ikke havde troet at vi startede så tidligt, og som
synes Sunny Beach stadig er populært, men i snit har vi været 21 til træning, så det kan jeg
ikke klage over.

Hvilke fokuspunkter har I haft i træningen hen over sommeren?

Naturligvis har der været en del fokus på det konditionelle, men der har også været fokus
på holdtaktiske elementer både i del og hel form.

Har I spillet nogle træningskampe – og hvad har I taget med fra dem?

Vi har spillet 2 kampe. 2-2 mod Kastrup hvor vi så en masse spillere an, og derefter en
kamp mod Gladsaxe Hero hvor vi testede startformationen til Pokalkampen i 45 minutter og
herfra fordelte spilletid til alle i truppen.

Kan du fortælle lidt om de nye spillere, der er kommet til truppen siden sidste sæson?

Interessen har været stor, og vi har budt velkommen til en række spillere. Der var intet
mindre end 7 debutanter der var med til at vinde vores pokalkamp i weekenden, og til
weekendens kamp mod Skjold er der måske flere der står på spring.

Hvilke spillere har sagt farvel til klubben, og hvad betyder det for holdet?

Vi har desværre sagt farvel til 8 af de spillere der spillede slutspillet i DS her kort før
sommerferien, og mange af dem var bærende spillere, så der er nogle store støvler der
skal fyldes ud.

Er truppen på nuværende tidspunkt komplet, eller forventer I flere ændringer?

Med udgangen af denne uge, så forventer vi at truppen er på plads.

Hvad er målsætningen for sæsonen – både sportsligt og udviklingsmæssigt?

I og med at vi har en gennemsnitsalder på 20 år, så vil vi se ind i en sæson med risiko for
store udsving. Der vil være top præstationer undervejs, og der vil være gange hvor vi
formentlig vil se undrende på vores spil, men jeg tror at det bliver godt.

Er der nogle særlige områder, hvor du forventer at se forbedringer i forhold til sidste
sæson?

Det er svært at sige, GVI var et godt spillende hold sidste år, og det er da klart vores
ambition at vi fortsætter med at spille flot fodbold.

Hvilke hold vurderer du som de stærkeste konkurrenter i rækken i år?

Meget svært at sige – så jeg laver en HELGARDERING og kommer med lidt tanker om alle
holdene… Jeg synes rækken ser stærk ud….
Skovshoved ser stærke ud her i preseason ligesom sidste års tophold fra Ringsted må
være favorit til en topplacering. Derudover må jeg helgardere med Sydkysten der jo tager
det bedste fra to gode hold, ligesom Allerød altid er med i top 6. Gørslev spiller vel rækkens
mest besnærende offensive spil sammen med Gladsaxe og de bliver også gode. Hvidovre
er unge og træner 4 gange om ugen, så de er nok skarpe også. Fredensborg er rutinerede

    og de skal nok blive skarpe, og så er jeg sikker på at Mogens får godt styr på det nye hold i
    Skjold… så uha – der er mange gode hold…..

    Er der unge spillere fra egne rækker, som har banket på til førsteholdet?

    Der er mange – vi har allerede nu mange 2006 og 2007 spillere på holdet, og der er en
    håndfuld mere der banker på og har vist sig frem i opstarten og de vil fortsat have
    fællestræning med HS1 når vi kommer et par uger ind i turneringen.

    Hvordan arbejder I med at integrere nye og unge spillere i truppen og spillestilen?

    Det gør vi ved dialog med Head of Coaching Søren og U19 træneren Nicolai, og så vi
    muligheden for at træne med her i opstarten, men også løbende i løbet af turneringen.

    Hvordan er stemningen i truppen og omkring holdet før sæsonstart?

    Den er god. Vi fik gode vitaminer med sejren og turen til Bornholm i lørdags, og nu kan vi
    udover opstarten se frem til endnu en runde i pokalturneringen. Det er lækkert.

    Hvad kan klubbens fans og frivillige forvente af jer i den kommende sæson?

    Godt spil, god energi og glæde.

    Har I nogle særlige budskaber til klubbens støtter her op til sæsonstart?

    Den hårde kerne var med i Nexø i lørdags, og jeg regner med at der kommer flere til når vi
    er på hjemmebane d. 16/8 mod vennerne fra Skovshoved.

      Bo Holden er ny cheftræner i GVI. Foto: Brønshøj.

      Del på Facebook
      Ændring i trænerstaben hos OB’s kvindehold: Jeppe Abel stopper som First Team Coach
      Oversigt over kampene i 2. runde af KvindePokalen
      Horsens fS cheftræner: Vi skal finde det gode spil frem fra sidste sæson
      Her er vores anbefaling til kampe i den kommende weekend, som man kan tage ud og se
      Kolding IF tog første sejr