Viborg FF’s kvindehold kan juble – oprykningen til landets næstbedste række er en realitet. Efter en sæson med offensivt spil, stærkt sammenhold og markant udvikling, står holdet nu klar til at tage næste skridt i klubbens fodboldrejse.
Der er smil og lettelse i Viborg, efter at klubbens kvindehold har sikret oprykning, endda inden de sidste kampe i sæsonen er spillet. Cheftræner Jakob Glerup er tydeligt stolt af holdets præstation og udvikling gennem året.
– Vi havde et mål om at rykke op, og det har vi indfriet nu. Det er megadejligt. Vi har udviklet os hele tiden, og i år har vi haft fokus på at skabe flere chancer og score flere mål – og det har vi gjort. Med 32 mål og næsten tre i snit per kamp, kan vi ikke være andet end tilfredse – Udtaler Jakob Glerup.
En målrettet udvikling
Viborg FF’s kvinder har over de seneste år bevæget sig fra jyllandsserien til toppen af C-Ligaen – og nu videre op. Cheftræneren peger på, at kontinuerlig udvikling og et stærkt kollektiv har været nøglen.
– Vi har hele tiden haft en plan for, hvordan vi kunne udvikle os både spillemæssigt og som hold. Det handler ikke kun om resultater, men om at blive bedre hver uge. Det arbejde bærer frugt nu, forklarer Jakob.
Sammenholdet som drivkraft
Holdets stærke fællesskab har været en afgørende faktor i succesen. Mange af spillerne har kendt hinanden i årevis, og det har givet holdet en solid base at bygge videre på.
Sammenholdet er helt afgørende. Mange af pigerne har spillet sammen siden jyllandsserien. Når vi møder modgang, står vi tættere sammen. Det har været en vigtig del af, at vi har kunnet præstere på det niveau, vi gør nu, udtaler Jakob Glerup.
Et løft for kvindefodbolden i Viborg
Oprykningen betyder ikke kun noget for holdet – den er også et vigtigt skridt for hele Viborg FF som klub.
– Det her betyder, at kvindefodbolden i Viborg kommer endnu mere på landkortet. Klubben viser, at de ikke kun satser på herre- og ungdomsfodbolden, men også vil udvikle kvindesiden. Det er et stærkt signal, udtaler Jakob Glerup.
Han peger desuden på, at det har stor betydning for de mange unge talenter i klubben.
– Vi har mange dygtige piger i vores U16 og U19-afdelinger. At de nu kan se, at der er et seniorhold på højt niveau, giver dem noget at sigte efter. Det motiverer dem til at blive i Viborg og kæmpe for at blive en del af det.”
Klar til nye udfordringer
Med oprykningen følger mødet med bedre modstandere – men det skræmmer ikke Viborg-træneren.
Vi kommer til at møde nogle stærkere hold, og det glæder vi os til. Det er netop sådan, vi bliver bedre. Vi skal udvikle os i takt med, at modstanden bliver hårdere, udtaler han.
Taknemmelighed til fans og frivillige
Holdet har også mærket stigende opbakning fra tilskuere og frivillige, især i takt med at oprykningen kom tættere på.
– Der har været fantastisk opbakning. Vi kan mærke, at interessen for kvindefodbold i Viborg vokser, og det betyder virkelig meget for os, udtaler Jakob Glerup afslutningsvis.

Viborg FF’s Kvinder fejrer oprykningen til B-Ligaen. Foto: Viborg FF