F.C. Københavns kvindehold er i fuld gang med forberedelserne frem mod Kvalifikationsspillet til A-Ligaen, og i den forbindelse står det nu klart, at tre spillere ikke fortsætter i klubben.
Samarbejdet med Ida Ankerstjerne, Sara Rasmussen og Frederikke Troldborg er afsluttet, og trioen bliver dermed ikke en del af den trup, der i 2026 skal kæmpe om oprykning til landets bedste række.
I klubben lyder der stor anerkendelse for spillernes indsats gennem deres tid i FCK.
– Alle tre har spillet en betydelig rolle på holdets rejse indtil nu, og vi er taknemmelige for den energi og dedikation, de har bragt til holdet og klubben. Vi ønsker dem alt det bedste for fremtiden, siger Romaney Pinnock, Head of Women’s Football i F.C. København, der allerede er i fuld gang med planlægningen af den kommende, vigtige sæson.
Den 20-årige keeper Ida Ankerstjerne kom til FC København fra Brøndby IF d. 01.07.2024, og hun har spillet 3 kampe for klubben. To ligakampe og en pokalkamp.
Den 25-årige forsvarsspiller Sara Rasmussen har spillet 25 kampe for klubben og scoret to mål. Sara Rasmussen var en af de spillere som kom fra FC Damsø, som FC København overtog.
Den 23-årige Frederikke Troldborg kom til FC København fra FC Damsø og hun har bl.a. tidligere spillet for B.93. Hun har spillet 31 kampe for klubben og hun har scoret et enkelt mål.
Afskeden markerer endnu et skridt i løvindernes arbejde frem mod at etablere sig i toppen af dansk kvindefodbold.