FC Roskilde henter erfaren norsk leder til midtbanen

Foto: FC Roskilde.

FC Roskilde har forstærket truppen med den 29-årige norske midtbanespiller Harald Holter, som skifter til den sjællandske klub efter mere end et årti i Kongsvinger IL.

Holter kommer til FC Roskilde med en imponerende erfaring i bagagen. Den tidligere anfører i Kongsvinger nåede over 270 kampe for den norske klub og har i en årrække været en markant profil i OBOS Ligaen, Norges næstbedste række.

Den norske midtbanespiller ser skiftet til Danmark som det helt rigtige næste skridt i karrieren.

– Da muligheden for at komme til Roskilde opstod, var jeg slet ikke i tvivl. Jeg har spillet mere end 10 år i Kongsvinger og er klar til at prøve noget nyt i et andet land. Det er en rigtig spændende mulighed, og jeg har fået et rigtig godt indtryk af klubben og menneskerne omkring. Hele projektet og ambitionerne tiltaler mig – og jeg er kommet til Roskilde for at hjælpe holdet med at rykke op, siger Harald Holter til FC Roskildes hjemmeside.

Holter beskriver sig selv som en hårdtarbejdende holdspiller med stærke lederegenskaber, som han håber at kunne bringe i spil på FC Roskildes midtbane.

Jeg er duelstærk og arbejder hårdt for holdet. Samtidig håber jeg at kunne bidrage med min erfaring og min tilstedeværelse på banen. Jeg kan slet ikke vente med at trække i den lyseblå trøje og fejre succeser med holdet,” lyder det videre fra nordmanden.

Sportschef Anders Theil glæder sig over at have tilføjet både kvalitet og rutine til truppen.

– Med Harald har vi fundet en dygtig fodboldspiller og ikke mindst en ledertype. Han kan hjælpe de unge på vej og samtidig være limen på vores midtbane. Han har været anfører i mange år i Kongsvinger, som netop har spillet med om oprykning til Eliteserien, siger Anders Theil til klubbens hjemmeside.

Sportschefen fremhæver Holters tekniske niveau, spilforståelse og fysiske styrke – samt hans store erfaring fra et højt niveau i norsk fodbold.

– Han har spillet et hav af kampe i OBOS Ligaen og har stadig masser af sult. Efter nogle småskader i sidste sæson er han nu tilbage på 100 procent, og vi ser meget frem til at få ham ind i truppen og hjælpe os tilbage i Betinia Ligaen, afslutter Anders Theil.

Del på Facebook
Cheftræner stopper i Odder Fodbold
Ung angriber forlænger med FA 2000
Næstved Boldklub lejer talentfuld FCN-keeper til forårssæsonen
Assistenttræner stopper i FA 2000
HB Køge Women forstærker midtbanen med svensk landsholdsprofil
FC Helsingør ophæver med midtbanespiller