Foto: BetaMy.
Den 26-årige højreback Oliver Angus har valgt at forlade CampoBet 3. Divisions tophold Nykøbing FC, for at forfølge en civil karriere.
Nykøbing FC og Oliver Angus har i fællesskab besluttet at afslutte samarbejdet. Den centrale midtbanespiller har fået en attraktiv mulighed i sit civile arbejde, som han nu ønsker at prioritere, og klubben har valgt at bakke fuldt op om beslutningen.
Beslutningen udspringer af et klart ønske fra Oliver Angus om at forfølge en ny mulighed uden for fodboldbanen. Hos Nykøbing FC har der været stor forståelse for situationen, og parterne har fundet en løsning, der giver plads til spillerens næste skridt.
Fodbolddirektør Claus Jensen siger:
“Oliver har haft et stærkt ønske om at prioritere sit civile arbejde, og det har vi ikke ønsket at stå i vejen for. Derfor har vi imødekommet hans ønske, og vi ønsker ham alt det bedste fremover. Han vil altid være velkommen i Nykøbing FC, siger han til klubbens hjemmeside og forsætter.
– Oliver Angus har været en vigtig del af NFC-truppen og har bidraget både sportsligt og menneskeligt. Med sin indsats, professionalisme og tilgang til hverdagen har han sat sit præg på klubben og været en respekteret del af omklædningsrummet.
Truppen står stærkt
Selvom Angus nu forlader truppen, er der fortsat stor optimisme i Nykøbing FC. Klubben har allerede set Peter Ullum vende tilbage efter en længere skadespause, mens Magnus Bøttker nærmer sig kampform.
– De supplerer en i forvejen stærk trup, som leverede et rigtig flot efterår. Vi har en gruppe dygtige centrale midtbanespillere i stor udvikling, som er klar til at tage et endnu større ansvar, forklarer Claus Jensen.
Klubben forventer desuden at forstærke truppen yderligere inden transfervinduets lukning.
– Vi vil hente et par spillere for at øge konkurrencen i truppen – både i forhold til jagten på oprykning i foråret og de langsigtede ambitioner, tilføjer Claus Jensen.
Taknemmelighed fra Angus
Oliver Angus ser tilbage på sin tid i NFC med stor taknemmelighed:
– Jeg er utrolig glad for min tid i NFC og for alle de mennesker, der gør klubben så speciel. Sideløbende med fodbolden har jeg opbygget noget civilt, og der er nu opstået en mulighed, som jeg har haft et stort ønske om at prøve. Jeg er dybt taknemmelig for, at klubben lader mig gøre det, siger Oliver Angus til klubbens hjemmeside.
Han sender også en varm hilsen til hele klubben:
– Jeg vil altid være enormt stolt over at have repræsenteret Nykøbing FC og ønsker drengene, staben, fansene og alle omkring klubben held og lykke. Jeg kommer helt sikkert på stadion, når jeg kan, siger han.
Nykøbing FC takker Oliver Angus for hans indsats i klubben og ønsker ham alt det bedste i det næste kapitel – både på og uden for banen.