Foto: OB Q
Den 20-årige midtbanespiller Ester Dahlmann vender tilbage til rødderne, når hun skifter til Odense Boldklub på en kontrakt frem til sommeren 2027 – klar til at tage næste skridt i sin udvikling.
OB styrker midtbanen med et velkendt ansigt. Klubben har skrevet kontrakt med 20-årige Ester Dahlmann, der skifter til OB fra Esbjerg fB. Aftalen løber frem til sommeren 2027 og markerer både et nyt kapitel – og en hjemkomst – for den unge midtbanespiller.
Ester Dahlmann har tidligere trådt sine første skridt i OB-trøjen som U15-spiller på Akademi TOQ. Siden gik turen videre til Kolding IF, inden hun i sommeren 2025 skiftede til Esbjerg fB. Nu vender hun tilbage til Odense for at fortsætte sin udvikling i velkendte rammer.
Sportschef: Et match med OB’s DNA
OB’s sportschef, Mikkel Bo Mikkelsen, ser stort potentiale i den nye midtbanespiller og glæder sig over at byde hende velkommen hjem.
– Ester Dahlmann vender tilbage til OB, en klub hun kender særdeles godt fra sin tid på Akademiet. Hun er en spiller, der kombinerer teknisk kvalitet med stor spilintelligens og en udpræget dynamik i sine positioneringer på banen, siger han.
Han peger samtidig på, at Ester passer perfekt ind i klubbens måde at spille på:
– Ester kommer til at spille en vigtig rolle i den opbyggende fase. Hun har styrker i sit pasningsspil og evnen til at fordele spillet med ro og overblik. Hun er konsekvent fremadrettet og søger aktivt at sætte tempo og retning i spillet. Ester repræsenterer OB’s DNA – en dynamisk spiller med mod på bolden og lyst til at tage ansvar.
Klar til næste skridt i Odense
For Ester Dahlmann selv var valget om at vende tilbage til OB et naturligt skridt i karrieren.
– OB virker som et godt sted for mig og min fremtidige udvikling. Jeg har fået et godt indtryk af både stab og spillere, og jeg ser frem til at blive en del af projektet, vise mig frem og udvikle mig som spiller, siger hun.
En dynamisk midtbanespiller
På banen beskriver Ester sig selv som en spiller med både overblik og drive – og med holdets succes som førsteprioritet.
– Jeg vil beskrive mig selv som en dynamisk midtbanespiller med godt overblik og drev på bolden. Jeg kæmper for holdet først og for at skabe resultater, lyder det fra den nye OB-spiller.