Direktør-exit efter turbulent periode: Amalie Bremer forlader FREM midt i forandringer

Foto: BK Frem.

Efter blot otte måneder i spidsen for Boldklubben FREM træder Amalie Bremer tilbage – trods markante fremskridt bag kulisserne.

Der blæser nye vinde i Boldklubben FREM. Klubbens direktør, Amalie Bremer, har valgt at sige op og fratræder sin stilling ved udgangen af april – kun otte måneder efter sin tiltrædelse.

Opsigelsen kommer på et tidspunkt, hvor klubben ellers har gennemgået en omfattende transformation. Under Bremers ledelse er der blevet taget fat på dybe strukturelle udfordringer, og flere centrale områder er blevet løftet markant. Blandt andet er det lykkedes at styrke klubbens kommercielle fundament, forbedre afviklingen af kampdage og etablere en mere robust styringsstruktur.

For første gang i selskabets historie er der desuden blevet afholdt en generalforsamling, og samarbejdet med revisor er blevet genetableret – skridt, der skal sikre større økonomisk stabilitet fremover.

Men trods fremgangen har vejen ikke været uden bump.

– Jeg er enormt stolt af det, vi har opnået, men jeg må også erkende, at der stadig er betydelig modstand mod udvikling og samarbejde i dele af klubben, udtaler Bremer til klubbens hjemmeside og forsætter.
– Derfor har jeg valgt at træde til side i håbet om, at en ny ledelse kan samle kræfterne og føre arbejdet videre.

I bestyrelsen vækker beslutningen beklagelse. Ifølge bestyrelsesmedlem Jens Andersen er det en erkendelse, at rammerne for direktørens arbejde ikke har været gode nok.

– Det er vores ansvar, at direktøren har de rette vilkår for at lykkes. Det har vi ikke formået i tilstrækkelig grad, og det skal vi lære af, siger Jens Andersen til klubbens hjemmeside.

Selvom Bremer stopper i direktørrollen, slipper hun ikke klubben helt. Hun vil fortsat bistå i overgangsperioden frem mod sommeren og indtræder samtidig i klubbens værdifællesskab.

Bestyrelsen har allerede udpeget en ny ledelse og forventer at præsentere den inden længe. Spørgsmålet er nu, om den næste direktør kan bygge videre på fundamentet – og samtidig samle en klub, der stadig kæmper med interne spændinger.

Del på Facebook
Direktør-exit efter turbulent periode: Amalie Bremer forlader FREM midt i forandringer
Drama, dominans og dødbolde: Intens weekend i 2. Division
Mål, drama og magtdemonstrationer i C-Ligaen
Målorgie og magtdemonstrationer i Danmarksseriens Kvalifikationsspil
Målfest, drama og topstrid: Oprykningsspillet spidser til i Danmarksserien
Vanløse IF assistenttræner: Vi levere en god indsats