VRI-cheftræner efter storsejr: “Det var en lidt vild kamp”

Oprykkerne fra VRI fortsætter den stærke forårsform i Danmarksserien efter en historisk 11-2-sejr over Silkeborg KFUM/Young Boys FD.

Der var tilfredshed at spore hos VRI’s cheftræner Dennis Hyldgaard dagen efter fredagens målrige opgør mod Silkeborg KFUM/Young Boys FD i Danmarksseriens Kvalifikationsspil Pulje 2. Aarhus-klubben leverede en opsigtsvækkende 11-2-sejr, som ifølge træneren selv er den største triumf, han kan mindes i rækken.

– Det var en speciel kamp og en lidt vild kamp. Det er jo ikke lige det, man forventer, at man skal lave 11 mål i en Danmarksseriekamp, siger Dennis Hyldgaard.

Cheftræneren understreger samtidig, at modstanderen efter hans vurdering ikke var så svag, som resultatet måske antyder.

– Jeg synes jo ikke, at Silkeborg KFUM eller Young Boys FD er så dårlige. Det er nogle unge gutter, som måske spiller lidt naivt, og det blev de straffet for i går. Men jeg synes faktisk ikke, det er et dårligt fodboldhold. Derfor er 11-2 en vild sejr, siger han.

Ifølge Hyldgaard er sejren den største i klubbens historie for førsteholdet.

Efter kampen blev resultatet naturligvis markeret i omklædningsrummet.

– De fik jo lidt øl, siger han med et grin og fortæller, at der var god stemning efter slutfløjtet. Til gengæld bliver der ikke ekstra fridage til spillerne.

– Nej, de får lov til at træne, siger han humoristisk.

Stærkt forår efter svært efterår

VRI rykkede op i Danmarksserien før denne sæson og havde ifølge cheftræneren et udfordrende efterår, hvor holdet blot hentede otte point.

– Vi følte egentlig, at vi skulle have haft flere point, end vi fik. Vi var ramt af skader, og vi manglede kvalitet i de afgørende situationer, siger Hyldgaard.

I vinterpausen blev truppen forstærket med flere nye spillere, samtidig med at flere skadede profiler vendte tilbage. Det har været med til at ændre holdets udtryk markant.

– Vi står som et helt andet hold end i efteråret. Det synes jeg også, vores forår har vist. Vi har spillet ni kampe, hvor vi har vundet syv, spillet en uafgjort og tabt én, siger han.

Selvom resultaterne udeblev tidligere på sæsonen, har VRI fastholdt ønsket om at spille offensiv og fremadrettet fodbold.

– Vi troede hele tiden på, at det vi gjorde, var det rigtige, selvom det var hårdt i efteråret. Nu høster vi frugterne af det arbejde, siger cheftræneren.

Fortsat fokus på overlevelse

Ifølge Hyldgaard har springet fra Jyllandsserien til Danmarksserien været større end forventet.

– De ting, vi kunne gøre i Jyllandsserien, kan vi ikke gøre i Danmarksserien. Man bliver straffet for de små fejl, og niveauforskellen har været større, end man måske lige tror, siger han.

VRI ligger aktuelt godt til i Kvalifikationsspillet, men cheftræneren ønsker endnu ikke at erklære holdet definitivt sikret endnu en sæson i rækken.

– Planen er selvfølgelig, at vi bliver oppe. Men vi skal lige være helt sikre først. Det er lidt et lotteri, fordi antallet af nedrykkere afhænger af situationen i 3. Division, siger Hyldgaard.

Han henviser blandt andet til klubbens tidligere nedrykning fra Danmarksserien, hvor udfaldet af Playoffkampe i andre rækker blev afgørende.

– Et par sejre mere, så tror jeg, den er der, siger han.

Del på Facebook
Effektive gæster sikrede storsejr i Svogerslev
FC Midtjylland sikrede oprykning i dramatisk weekend i A-Liga-kvalifikationen
FC København må vente med oprykningsfesten efter pointtab mod Østerbro IF
BSF konsolidere 1. pladsen med sejr over B 73 Slagelse
Martin Schjødt stopper i AaB Women efter to sæsoner