BSF henter dansk midtbanespiller hjem fra Spanien

Foto: Lars Sabroe

Efter et ophold på Mallorca fortsætter Julia Hjørlunde Hansen karrieren i Ballerup-Skovlunde Fodbold, hvor hun bliver en del af klubbens C-ligatrup for den kommende sæson.

Ballerup-Skovlunde Fodbold har styrket truppen med tilgangen af Julia Hjørlunde Hansen, der vender tilbage til dansk fodbold efter et ophold hos den spanske klub CD Atletico Baleares på Mallorca.

Den alsidige midtbanespiller har allerede opbygget solid erfaring fra flere danske klubber. Efter sit ophold på Efterskolen ved Nyborg blev hun som 17-årig en del af Odense Q’s A-ligatrup, hvor hun tilbragte tre sæsoner. Siden gik turen til Næstved HG, inden studiet førte hende til København og en plads i B93’s A-kvalifikationstrup. Senest har hun været en del af CD Atletico Baleares.

Hos BSF ser trænerteamet frem til at få en spiller ind, der både kan bidrage spillemæssigt og menneskeligt.

Ifølge klubben besidder Julia Hjørlunde Hansen en stærk spilforståelse og stor kvalitet i pasningsspillet. Samtidig fremhæves hendes evne til at læse spillet, hjælpe sine medspillere og bidrage med energi og kommunikation både til træning og i kamp.

Julia Hjørlunde Hansen glæder sig til at tage hul på det næste kapitel i karrieren.

– Jeg er glad for at være tilbage i Danmark og bidrage i BSF både på og uden for banen. Jeg glæder mig til samarbejdet med både spillere og trænere i klubben og til forhåbentlig at hjælpe BSF tilbage, hvor de hører til, siger hun til klubbens hjemmeside.

BSF har en ambition om igen at etablere sig blandt de førende klubber i dansk kvindefodbold. Målet er på sigt at blive en fast del af B-ligaen og spille med om oprykning til A-ligaen, og med tilgangen af Julia Hjørlunde Hansen har klubben føjet endnu en erfaren spiller til truppen inden den nye sæson.

Del på Facebook
Næstved HG henter Isabella Rose Blinge i HB Køge
Oprykkere slog til og lokalopgør satte præg på Danmarksseriens Pulje 3 og Pulje 4
Mål, comebacks og udvisninger prægede Danmarksseriens Pulje 1 og Pulje 2
Overtidsdrama i 3. Division – Holbæk afgjorde topopgør sent
Målfest i Odense og tæt drama i C-Ligaens anden spillerunde
B.93 tog sikker sejr – målfest da Sundby vandt nimålskamp