Skovdahl efter pointtab: – Vi har kun os selv at takke for det

FC Helsingør måtte nøjes med ét point i sæsonpremieren mod Vanløse IF, selv om hjemmeholdet førte 2-0 ved pausen. Cheftræner René Skovdahl var skuffet over resultatet, men pegede samtidig på de mange nye spillere som en del af forklaringen på holdets udfordringer.

FC Helsingør så længe ud til at få den perfekte start på den nye sæson i CampoBet 3. Division.

På hjemmebane mod Vanløse IF havde Helsingør bragt sig foran 2-0 inden pausen, men efter sidebyttet fik gæsterne arbejdet sig tilbage i kampen og sikrede sig et point med en udligning til 2-2.

Det var derfor en skuffet, men fattet René Skovdahl, som Divisionsbold mødte efter slutfløjt. Helsingør-cheftræneren lagde ikke skjul på, at han havde håbet på mere fra premierekampen.

– Vi skulle have haft alle tre

Skovdahl erkender, at det er svært at være tilfreds, når en tomålsføring bliver sat over styr, men samtidig mener han, at Helsingør selv bar en stor del af ansvaret for comebacket.

– Nej, vi er skuffede over at gå herfra med et point. Vi føler, at vi skulle have haft alle tre. Men vi giver også meget af initiativet fra os i perioder. Det må du ikke gøre mod Vanløse-holdet. Så vi har kun os selv at takke for det, og ingen andre, siger Skovdahl.

Samtidig forsøger Helsingør-træneren at sætte præstationen ind i den rette kontekst. Hele otte spillere fik debut i premieren, og det er en væsentlig faktor i vurderingen af holdets præstation.

– Jeg vil gerne tage gutterne i forsvar, for vi havde otte debutanter i dag, understreger han.

Massiv udskiftning har givet svære arbejdsvilkår

FC Helsingør har gennem sommeren gennemgået en markant forandring i spillertruppen. Hele 19 spillere har forladt klubben, mens 15 nye er kommet til.

Det har naturligt givet Skovdahl nogle anderledes arbejdsvilkår, når en ny trup skal spilles sammen på relativt kort tid.

– Man kan sige, at det nok er den største udskiftning, jeg har prøvet som cheftræner. Men heldigvis er det ikke mit første år som cheftræner, siger Skovdahl.

Cheftræneren kan samtidig trække på erfaringer fra tidligere i karrieren, hvor han blandt andet arbejdede i Norge. Her oplevede han også, hvordan en trup kunne være i konstant forandring.

– Jeg har erfaring, og jeg har haft erfaring fra, da jeg var oppe i Norge. Her måtte jeg bygge en trup op et par gange, fordi folk ikke blev så længe, fordi det var et lille sted, og de havde ikke familien med, forklarer han.

For Skovdahl handler den kommende tid derfor om at få skabt stabilitet og kontinuitet i en trup, der stadig er under opbygning.

– Vi skal prøve at være så skarpe som muligt, når vi rekrutterer spillere.

FC Helsingør fik dermed et enkelt point i premierekampen, men René Skovdahl står samtidig med en trup, der fortsat skal finde relationerne og den nødvendige automatisme. Den proces bliver central, hvis Helsingør skal omsætte de lovende takter fra første halvleg til point på kontoen over en hel sæson.

Du kan se hele interviewet med René Skovdahl her.

Del på Facebook
FREM lejer 18-årig angriber i Hillerød Fodbold
FC København henter Sarah Jankovska hjem til A-Ligaen
Næstved HG henter Isabella Rose Blinge i HB Køge
Oprykkere slog til og lokalopgør satte præg på Danmarksseriens Pulje 3 og Pulje 4
Mål, comebacks og udvisninger prægede Danmarksseriens Pulje 1 og Pulje 2
Overtidsdrama i 3. Division – Holbæk afgjorde topopgør sent