Foto: Anders Juncker Nielsen/AJ Sportsmedie.
FC Nakskov måtte se sig slået 1-4 af NB Bornholm i første runde af Betano Pokalen, men anfører Simon Mørkebæk Christensen ser trods nederlaget flere positive takter. For Nakskov blev pokalkampen samtidig en værdifuld test mod en kommende rival i Danmarksserien.
FC Nakskov fik lørdag eftermiddag en hård start på pokalturneringen, da holdet måtte rejse hjem fra SE Byg Arena i Nexø med et nederlag på 1-4 til NB Bornholm.
Resultatet fortæller dog ikke hele historien om en kamp, hvor FC Nakskov i perioder viste, at de kunne matche bornholmerne. Efter en svær indledning fik gæsterne arbejdet sig ind i kampen og skabte flere store muligheder.
Det var derfor en fattet, men naturligt skuffet FC Nakskov-anfører, Simon Mørkebæk Christensen, som Divisionsbold mødte efter slutfløjt.
Svær start – men Nakskov kom tilbage
NB Bornholm satte sig på kampen fra begyndelsen, og FC Nakskov havde i kampens første 20-30 minutter svært ved at finde fodfæste.
– Vi var presset de første 20-25 minutter, en halv time. Men så kommer vi godt med i slutningen af første halvleg, hvor vi har et par gode muligheder og er lidt uheldige. Et par store chancer, som vi brænder, og de brænder også et par, fortæller Mørkebæk Christensen.
Efter pausen kom Nakskov bedre ud, men netop som gæsterne begyndte at tro på muligheden for at få noget med fra kampen, slog NB Bornholm til.
En scoring til 3-0 blev ifølge anførerens vurdering et afgørende vendepunkt.
– Vi kommer godt ud til anden halvleg, men så sparker en af deres bolden ind til 3-0, så der døde den ligesom lige dér.
FC Nakskov nægtede dog at give op. Kort efter fik gæsterne reduceret til 1-3, og håbet om et comeback blev kortvarigt genoplivet.
– Så kommer der lige lidt liv igen, da vi scorer til 1-3. Så har vi et par store chancer lige bagefter. Godt spillet af deres keeper.
Men NB Bornholm slog igen i den anden ende og lukkede reelt kampen med scoringen til 4-1.
– Så går de op og scorer til 4-1, så er der ikke mere tilbage, konstaterer Nakskov-anføreren.
Allerede en smagsprøve på sæsonens rivalisering
Selvom kampen stod i pokalturneringens tegn, havde opgøret også en ekstra dimension.
Begge hold har netop sikret sig oprykning til Danmarksserien, og de er havnet i samme pulje. Det betyder, at lørdagens pokalkamp blot var første kapitel i en sæson, hvor de to klubber skal mødes yderligere to gange.
Men ifølge Simon Mørkebæk Christensen handlede det ikke om at slå den nykårede vinder af Københavnsserien for enhver pris.
– Nej, vi var superspændte på at møde et hold fra en anden række. Det har vi ikke prøvet før, og så vinderen af den anden række, for lige at se, hvordan matchet er.
Netop muligheden for at få en tidlig pejling på niveauet i den kommende Danmarksserie var en vigtig motivation.
– Så er vi jo også i pulje med dem, det er der ingen hemmelighed. Vi skal møde dem to gange mere i denne sæson, og så vil vi jo gerne lige måle os mod dem, inden vi starter op.
Derfor ser Nakskov-anføreren trods nederlaget tilbage på kampen som en værdifuld erfaring.
– Så det var en super fin test.
FC Nakskov må dermed forlade Betano Pokalen allerede efter første runde, men holdet fik samtidig værdifuld læring med fra mødet med NB Bornholm. Og med to kommende Danmarksserie-opgør mellem de to mandskaber er der allerede lagt op til nye kapitler i rivaliseringen.
Du kan se hele interviewet med Simon Mørkebæk Christensen her.