Foto: Næstved Boldklub.
Næstved Talent fortsætter med at levere spillere til førsteholdet. Senest har Jeppe Vielsted arbejdet sig ind i divisionstruppen efter fem år i den grønne trøje.
Næstveds fokus på talentudvikling fortsætter med at bære frugt. Den unge Jeppe Vielsted er nu blevet rykket op i klubbens divisionstrup, hvor han får muligheden for at tage næste skridt i sin udvikling.
Vielsted har gennem de seneste fem år været en del af Næstved Talent og har undervejs markeret sig som en alsidig spiller. Han kan både varetage rollen på den defensive midtbane og træde ind som midtstopper, hvilket giver cheftrænerteamet flere muligheder i den kommende sæson.
For sportschef Kenneth Gangsted er oprykningen et tydeligt eksempel på det arbejde, der bliver lagt i klubbens talentafdeling.
– Det er en stor glæde at rykke Jeppe op på førsteholdet. Han har arbejdet hårdt for at nå hertil og er et bevis på det kontinuerlige arbejde i Næstved Talent med at udvikle regionale og lokale spillere til et højt niveau, siger Kenneth Gangsted.
Nu venter næste udfordring for Vielsted, der skal etablere sig blandt seniorspillerne og kæmpe sig til spilletid på divisionsniveau.
– Nu skal Jeppe manifestere sig i truppen, og så håber vi sammen på, at han senere vil kunne sætte sit aftryk på JHH Park, lyder det fra sportschefen.
Med Vielsted i divisionstruppen er antallet af spillere, der på et tidspunkt har været en del af Næstved Talent, nu oppe på otte. Det understreger den røde tråd mellem talentarbejdet og klubbens førstehold – og ambitionen om fortsat at udvikle lokale og regionale spillere til seniorfodbold på højt niveau.