Foto: HB Køge Women.
FC København fik en svær start på tilværelsen i Gjensidige Kvindeliga, da de forsvarende danske mestre fra HB Køge sejrede 3-0 i Vanløse Idrætspark foran 836 tilskuere. Kyra Carusa blev kampens helt store profil med to scoringer.
FC København fik tirsdag aften sin længe ventede debut i A-Ligaen, men oprykkerne kom hurtigt på en vanskelig opgave mod de forsvarende danske mestre fra HB Køge Women. Gæsterne viste deres kvalitet fra første fløjt og sikrede sig en fortjent 3-0-sejr foran 836 tilskuere i Vanløse Idrætspark.
HB Køge satte sig tungt på opgøret fra kampens begyndelse og holdt FC København under konstant pres. Hjemmeholdet havde svært ved at få etableret længere angreb og var kun sporadisk på besøg i gæsternes straffesparksfelt i første halvleg.
Presset gav pote efter 17 minutter, da den hjemvendte angriber Kyra Carusa bragte HB Køge foran 1-0. Målet understregede gæsternes dominans, og efter 36 minutter blev føringen fordoblet. Emelia Óskarsdóttir, som i foråret var udlejet fra HB Køge til FC København, sendte bolden i nettet til 2-0.
FC København fik et par muligheder på dødbolde inden pausen, men hjemmeholdet formåede ikke at skabe den nødvendige uro i HB Køges felt. Samtidig leverede målmand Ann-Kathrin Dilfer flere kvalificerede redninger, som sikrede, at stillingen ved pausen forblev 2-0.
Efter pausen fortsatte kampbilledet med et spilstyrende HB Køge-mandskab. FC København arbejdede sig dog bedre ind i opgøret og fik efter 52 minutter en afslutning fra Emma Brandt, men forsøget blev blokeret af en HB Køge-forsvarer.
Kort efter kom Maria Hovmark frem til et indlæg, som blev afrettet til hjørnespark, men heller ikke denne dødbold kastede en reducering af sig.
Midt i anden halvleg lukkede HB Køge reelt kampen. Efter 70 minutter scorede Kyra Carusa sit andet mål og øgede til 3-0 efter endnu et velgennemført angreb.
FC København var tæt på at få en scoring kort efter, da Rebekka Winther steg til vejrs og headede mod mål, men HB Køges keeper Lauren Kozal leverede en flot redning og afværgede forsøget.
I kampens afslutning fastholdt HB Køge kontrollen og var tæt på at udbygge føringen yderligere. Ann-Kathrin Dilfer reddede flot en stor mulighed efter 75 minutter, mens gæsterne få minutter senere sendte endnu en afslutning snert forbi stolpen.
Dermed fik HB Køge en overbevisende start på den nye sæson, mens FC København trods nederlaget kunne tage værdifulde erfaringer med fra klubbens første kamp i A-Ligaen mod de regerende danske mestre.
Mål:
17. minut: 0-1 – Kyra Carusa
- minut: 0-2 – Emelia Óskarsdóttir
- minut: 0-3 – Kyra Carusa