BSF opruster med to unge profiler: Egen talentmasse skal drive ambitionerne

Foto: Lars Sabroe.

Ballerup-Skovlunde Fodbold har styrket kvindeseniortruppen med to unge spillere. Maja Sørensen tager skridtet op fra klubbens eget U19-miljø, mens Nikoline Lea Andersen bliver permanent en del af truppen efter et forår, hvor hun allerede har trænet med BSF.

BSF Women fortsætter arbejdet med at bygge fremtidens kvindeseniorhold op omkring unge og udviklingsorienterede spillere. Klubben har nu sikret sig Maja Sørensen og Nikoline Lea Andersen, som begge bliver en del af Kvindesenior 1.

For Maja Sørensen er der tale om et naturligt næste skridt efter en sæson, hvor hun har været fast inventar på klubbens U19-divisionshold. Hun har samtidig gennemgået transitionstræning med seniorspillerne og fået værdifuld erfaring gennem kampe for KS1.

Dermed er hun nu blevet senior og en fast del af C-liga-truppen.

BSF har et klart strategisk mål om at udvikle egne spillere til klubbens bedste seniorhold. På længere sigt er ambitionen, at hele 80 procent af truppen skal bestå af spillere, der er udviklet i klubbens eget miljø.

Trænerteamet ser da også store muligheder i Sørensen, som beskrives som en hurtig og teknisk stærk spiller.

– Maja er en dygtig ungdomsspiller fra klubbens eget talentakademi. Maja har været en del af den transitionstræning, der har været i samarbejde med U19 i foråret. Hun fik debut på KS1 mod Fredensborg og har deltaget i flere kampe i C-ligaen, siger trænerteamet.

Trænerteamet fremhæver samtidig hendes offensive kvaliteter og evnen til at udfordre modstanderne.

– Hun er en dygtig, hurtig og teknisk stærk spiller, der er god til at udfordre modstanderne i siderum. Hun har på KS1 både udfyldt rollen som højre back og kant, hvilket i begge tilfælde er med en offensiv tilgang. Vi glæder os over at have Maja som en fast del af truppen, udtaler trænerteamet til klubbens hjemmeside.

Sørensen selv ser frem til at tage hul på seniorlivet og fortsætte den udvikling, hun har gennemgået på U19.

-Jeg er utrolig glad for at være blevet en del af KS1-truppen og er meget spændt på mit nye kapitel som seniorspiller. Det seneste år har jeg haft en stor udvikling på U19, og jeg håber på at kunne fortsætte den udvikling på KS1, siger Maja Sørnsen

Andersen bliver permanent BSF-spiller

Samtidig har BSF sikret sig Nikoline Lea Andersen, der dog allerede kender klubben særdeles godt. Den centrale midtbanespiller trænede med BSF gennem hele foråret, men var fortsat registreret hos Ringsted Pigefodbold og spillede derfor kampe for Ringsted.

Nu er skiftet blevet permanent.

Trænerteamet fremhæver især Andersens fysiske styrke, sparketeknik og spilforståelse som væsentlige kvaliteter.

-En ung, dygtig central midtbanespiller, fysisk stærk med god sparketeknik og godt blik for spillet. Vi glæder os til at fortsætte udviklingen, der har været med tydelig fremgang for os i den tid, hun har været i truppen, udtaler trænerteamet til klubbens hjemmeside.

Andersen har selv oplevet de første måneder i BSF som et stærkt fundament for hendes videre udvikling.

-Med skiftet til BSF oplever jeg store muligheder for at udvikle mig som spiller. På KS1 er fodboldambitionerne høje og dertil et trænerteam, der engagerer sig i udvikling, både af holdet som enhed, men også af den enkelte spillers kompetencer og bidrag til den fælles opgave, siger Nikoline Lea Andersen til klubbens hjemmeside.

Den nye midtbanespiller fremhæver samtidig den gode modtagelse i truppen.

-Damerne på holdet har taget godt imod mig, og jeg føler, at jeg er kommet godt ind i truppen, både socialt og spilmæssigt, og ser en plads til mig på holdet, som jeg ser frem til at opfylde til bedste evne, siger Nikoline Lea Andersen.

Klare ambitioner for fremtiden

De to tilgange passer ind i BSF’s større ambitioner for kvindefodbolden. Klubben har en målsætning om at vende tilbage til toppen af dansk kvindefodbold, etablere sig som minimum i B-ligaen og på længere sigt være med i kvalifikationen til A-ligaen.

Samtidig er talentudviklingen en central del af strategien. Med Sørensen som et konkret eksempel på klubbens egen talentvej og Andersen som endnu en ung spiller med udviklingspotentiale forsøger BSF at skabe en trup, hvor unge kræfter kan vokse sammen med mere etablerede profiler.

BSF sender samtidig en tak til Ringsted Pigefodbold for samarbejdet omkring Nikoline Lea Andersen, som gjorde det muligt for hende at træne med BSF gennem foråret, mens hun fortsat spillede kampe for Ringsted.

Del på Facebook
Næstved HG henter Isabella Rose Blinge i HB Køge
Oprykkere slog til og lokalopgør satte præg på Danmarksseriens Pulje 3 og Pulje 4
Mål, comebacks og udvisninger prægede Danmarksseriens Pulje 1 og Pulje 2
Overtidsdrama i 3. Division – Holbæk afgjorde topopgør sent
Målfest i Odense og tæt drama i C-Ligaens anden spillerunde
B.93 tog sikker sejr – målfest da Sundby vandt nimålskamp