Foto: Anders Juncker Nielsen/ AJ Sportsmedie.
Vejle Boldklub fik en godkendt tilbagevenden til liga systemet, da oprykkerne søndag spillede 1-1 på udebane mod Silkeborg IF Q. Melanie Madsen skrev sig ind som Vejles første målscorer efter oprykningen, mens søstrene Amalie og Signe Erfurt stod bag hjemmeholdets udligning.
Søndag eftermiddag blev den nye sæson i C-Ligaens Pulje 2 sparket i gang på Jysk Park, hvor Silkeborg IF Q tog imod oprykkerne fra Vejle Boldklub.
En pæn skare af tilskuere fra begge lejre var mødt frem til sæsonpremieren, og de fik fra begyndelsen at se et Vejle-mandskab, der kom ud med masser af energi. Oprykkerne fortsatte de gode takter fra foråret og forsøgte fra første fløjt at lægge pres på det unge Silkeborg-hold.
Gæsterne kom også frem til en af kampens første muligheder, men Silkeborg IF Q fik efterhånden bedre styr på opgøret. Hjemmeholdet fik lukket ned for Vejles lange bolde og formåede samtidig at holde gæsterne væk fra de helt store chancer.
Madsen straffede Silkeborg-fejl
I den modsatte ende begyndte Silkeborg IF Q at skabe muligheder. Hjemmeholdet kom frem til flere gode situationer i løbet af første halvleg, men den sidste skarphed manglede.
I stedet var det Vejle, der slog til kort før pausen.
En fejl i Silkeborg-defensiven gav Melanie Madsen muligheden, og den udnyttede hun til at bringe gæsterne foran 1-0. Dermed blev Madsen samtidig Vejle Boldklubs første målscorer efter tilbagekomsten til liga systemet.
Kort efter kunne gæsterne gå til pause med en smal føring.
Søstre stod bag udligningen
Efter pausen var det Silkeborg IF Q, der havde mest boldbesiddelse og forsøgte at fremtvinge udligningen. Vejle stod dog kompakt og gjorde det vanskeligt for hjemmeholdet at omsætte overtaget til store chancer.
Kampen bar undervejs præg af, at begge mandskaber har haft udskiftninger i trupperne og en relativt kort opstart. Relationerne sad derfor ikke altid helt i skabet, men intensiteten fejlede ikke noget.
Efter knap en times spil kom Silkeborg frem til en stor mulighed, men Vejle-keeper Vibeke Juhl Jensen fik bokset bolden over mål.
I det 67. minut kom udligningen så. Amalie Erfurt fandt sin søster Signe Erfurt, som sendte bolden i nettet til 1-1.
Vejle fik kort efter en stor mulighed for igen at bringe sig foran, men gæsterne fik ikke udnyttet chancen. Silkeborg jagtede ligeledes sejrsmålet og var blandt andet tæt på efter et indlæg fra højre, hvor en hjemmeholdsspiller akkurat kom for sent frem til bolden.
Begge mandskaber forsøgte at finde den afgørende scoring i kampens afsluttende minutter, men 1-1 blev stående.
Dermed måtte Silkeborg IF Q og Vejle Boldklub dele pointene i sæsonpremieren – et resultat, der set over samtlige 90 minutter var ganske retvisende efter en intens og jævnbyrdig kamp på Jysk Park.