Brøndby slog tilbage med storsejr i Kolding

Foto: Anders Juncker Nielsen/ AJ Sportsmedie (arkivfoto)

Brøndby IF fandt tilbage på sejrssporet i A-Ligaen, da holdet tirsdag aften vandt 5-0 ude mod Kolding IF. Gæsterne afgjorde i høj grad opgøret allerede før pausen, hvor Mathilde Rasmussen markerede sin første start siden sin korsbåndsskade med to scoringer.

Tirsdag aften blev punktummet sat for 6. spillerunde i A-Ligaen, da Kolding IF tog imod Brøndby IF på et regnfuldt Autocentralen Park.

Begge mandskaber kom ind til opgøret med et ønske om at komme tilbage på sejrskurs. Kolding IF skulle forsøge at rejse sig efter nederlaget til FC Nordsjælland i den seneste spillerunde, mens Brøndby havde tabt sine seneste to ligakampe.

Det blev gæsterne, der fik den ønskede reaktion. Brøndby satte sig på opgøret fra begyndelsen og havde allerede ved pausen opbygget en føring på fire mål.

Rasmussen tilbage fra start med scoring

Allerede efter fem minutters spil kom Brøndby foran. Mathilde Rasmussen, der fik sin første start siden oktober 2025 efter en korsbåndsskade, fulgte op på en afslutning fra Milla Bischoff. Kolding-keeper Ema Aleksic fik pareret det første forsøg, men returbolden endte hos Rasmussen, der gjorde det til 0-1.

Kolding svarede hurtigt igen og fik blot to minutter senere bolden i nettet, da Asta Kynde headede den i mål. Scoringen blev dog annulleret, da dommeren havde fløjtet for frispark.

Brøndby fortsatte med at presse på, og efter 17 minutter blev føringen fordoblet. Denne gang var det Tilde Lindwall, der fandt vej til netmaskerne og gjorde det til 0-2.

Fire minutter senere var Milla Bischoff tæt på at øge føringen med en god afslutning, men Aleksic leverede en stærk redning og fik sendt bolden til hjørnespark.

Det udsatte dog kun Brøndbys tredje scoring kortvarigt. I det 23. minut nåede Hanna Andersson højest på et indlæg og headede bolden i mål til 0-3.

Fire mål inden for 27 minutter

Brøndbys effektive første halvleg fortsatte, og efter 27 minutter var Mathilde Rasmussen igen på pletten. Et indlæg fra venstre side fik lov til at passere gennem Kolding-feltet, inden Rasmussen ved bagerste område satte foden på bolden og sendte den i det tomme mål.

Dermed stod det 0-4, og Rasmussen kunne samtidig notere sig for sin anden scoring i kampen på en aften, hvor hun gjorde comeback i Brøndbys startopstilling.

Kolding kom bedre ud til anden halvleg og formåede i de første minutter at presse gæsterne længere tilbage på banen. Hjemmeholdet havde dog svært ved at omsætte perioden til store muligheder, og efterhånden fik Brøndby igen bedre kontrol over kampen.

Det blev også gæsterne, der stod for kampens sidste scoring. Indskiftede Rakel Engesvik fandt vej til nettet og scorede sit første mål for Brøndby IF, da hun fastsatte resultatet til 0-5.

Brøndby kunne dermed rejse hjem fra Kolding med tre point og en tiltrængt sejr efter to liganederlag i træk, mens Kolding IF måtte indkassere sit andet nederlag på stribe.

Stillingen i A-Ligaen efter i tirsdagens kamp:

Grafik: dbu.dk

Del på Facebook
VRI tog alle tre point i dramatisk opgør mod Skovsgaard
Favoritterne holdt stand i KvindePokalen – HB Køge videre med storsejr
Brøndby slog tilbage med storsejr i Kolding
Kolding IF forstærker defensiven med amerikansk forsvarsspiller
Udsolgt til pokalbrag på Østerbro: Skjold får besøg af de danske mestre
Skovshoved flytter pokalbrag mod FC København til Vanløse