Foto: Nørresundby FB.
Rasmus Højer stopper som assistenttræner, mens Bardhec Bytyqi bliver en del af trænerstaben.
Der sker en ændring i trænerteamet omkring Nørresundby FB’s Danmarksseriehold, hvor assistenttræner Rasmus Højer stopper efter sæsonens afslutning.
Rasmus Højer tiltrådte rollen sidste efterår efter en periode i klubbens U19-afdeling. Siden har han været en del af trænerstaben omkring førsteholdet, hvor han har bidraget med stor fodboldfaglighed og engagement.
Ved sin tiltrædelse indgik klubben og Højer en aftale, der gjaldt resten af sæsonen. Efter en samlet vurdering har han valgt ikke at fortsætte i rollen, da det har vist sig vanskeligt at forene de ekstra træninger, kampe og øvrige opgaver omkring Danmarksserieholdet med arbejdsliv og privatliv.
Nørresundby FB takker Rasmus Højer for indsatsen og ønsker ham alt det bedste i den videre trænerkarriere.
Samtidig kan klubben præsentere Bardhec Bytyqi som nyt medlem af trænerteamet omkring Danmarksserieholdet.
Bytyqi er et velkendt navn i klubben gennem sin aktive spillerkarriere, men har også gjort sig positivt bemærket som træner. Blandt andet har han været en del af trænerteamet omkring klubbens 4. hold, hvor han har været med til at skabe et struktureret og seriøst træningsmiljø.
Ifølge klubben har Bardhec Bytyqi vist stærke lederevner og en naturlig evne til at udvikle og motivere sine medspillere. Derfor bliver han nu en del af trænerstaben omkring Danmarksserieholdet, hvor han skal være med til at styrke det sportslige setup frem mod den kommende sæson.