Foto: Fremad Amager.
Den 18-årige offensivspiller Joseph Ssendyowa rykker permanent op i seniortruppen efter at have afsluttet sin studentereksamen.
Fremad Amager har gjort 18-årige Joseph Ssendyowa til en fast del af klubbens førsteholdstrup.
Den offensive spiller har gennem længere tid været en del af træningen omkring seniorholdet og fik allerede sin officielle debut i foråret 2024 som blot 16-årig. Efter at have afsluttet gymnasiet tager han nu det næste skridt og bliver en permanent del af førsteholdstruppen.
Cheftræner Christian Boysen ser et stort potentiale i den unge offensivspiller.
– Vi har set Joseph træne med i foråret, når det passede ind med skole og U19-holdet. Med en bestået studentereksamen og en frisk opstart er det nu op til Joseph, hvor hurtigt han kan bide sig fast. Egenskaberne er der helt bestemt, siger Christian Boysen.
Ssendyowa glæder sig over muligheden for at fokusere fuldt ud på sin udvikling som seniorspiller.
– Jeg er glad og taknemmelig for endelig at blive en fast del af seniortruppen. Det er noget, jeg har ventet længe på og arbejdet for i lang tid. Nu ser jeg frem til at lægge endnu mere tid og arbejde i at udvikle mig, bidrage til klubbens ambitioner og kæmpe mig til en masse minutter, siger han.
Selv om Ssendyowa fortsat kun er 18 år, har han allerede optrådt 10 gange i officielle kampe for Fremad Amagers førstehold.