ASA går målrettet ind i den kommende sæson i Danmarksserien med markante forstærkninger på trænerfronten.
Klubben har sammensat et nyt og ambitiøst setup omkring 1. herreholdet, hvor både nye og velkendte ansigter skal sikre et solidt fundament for sportslig udvikling.
Lennart Lindsted tiltræder som ny cheftræner og får selskab af Birger Fosdal, der indtager rollen som analytiker. Sammen med assistenttræner Mark Kjærsgaard Thychosen og holdleder Mikkel Knudsen – der begge fortsætter i deres nuværende roller – står ASA nu med et komplet og slagkraftigt trænerteam.
Målsætningen er klar: ASA vil være konkurrencedygtige og skabe et hold, der både præsterer her og nu og udvikler sig på længere sigt.
Den nye cheftræner glæder sig særligt over sammensætningen af staben og de kompetencer, der er samlet omkring holdet.
– Det er en kæmpe gevinst at have Mark og Mikkel med, og med Birger får vi et fantastisk trænerteam, siger Lennart Lindsted til klubbens Facebook side.
Med den nye struktur på plads er forventningerne høje i ASA-lejren. Kombinationen af kontinuitet og nye impulser skal være med til at give 1. herreholdet de bedst mulige forudsætninger for en spændende sæson i Danmarksserien – og skabe begejstring både på og uden for banen.