Foto: AJ Sportsmedie.
Efter en stærk efterårssæson er Bjørn Paludan blevet kåret til Efterårets Spiller i CampoBet 3. Division. Den målfarlige angriber har været en af rækkens mest markante profiler og har gjort et stort indtryk på både modstandere og trænere.
Lørdag blev prisen overrakt på Frederiksberg Stadion foran hans nye hjemmepublikum i FA 2000. I vinterpausen skiftede Paludan fra Vanløse IF til FA 2000, og kåringen blev dermed markeret foran fansene i hans nye klub.
Prisen uddeles i samarbejde mellem trænerne i CampoBet 3. Division og Divisionsbold.dk, som sammen stemmer om den spiller, der har gjort størst indtryk i sæsonens første halvdel. I år faldt valget på Paludan, der med sine præstationer i efteråret har sat et tydeligt aftryk på rækken.
For Vanløse IF stod angriberen bag hele 14 mål i løbet af efteråret og var en konstant trussel for modstandernes forsvar. Hans evne til at finde nettet, kombineret med en stor arbejdsindsats og timing i de afgørende øjeblikke, har været blandt de vigtigste årsager til, at han nu kan lade sig hylde som efterårets bedste spiller i CampoBet 3. Division.
Selv tager Paludan imod hæderen med stor ydmyghed.
– Jeg er selvfølgelig glad og beæret over prisen, siger han i et interview med Divisionsbold.dk.
Afstemningen blandt trænerne i rækken var tæt, hvor Paludan sluttede med et lille forspring til Ogude fra Nykøbing FC.
– Det er jeg super taknemmelig over i en række, hvor der er rigtig mange dygtige spillere, siger han.
Paludan understreger samtidig, at der har været mange stærke præstationer rundt omkring i ligaen i løbet af efteråret.
– Jeg må indrømme, at jeg ikke har fulgt tæt med i de andre holds kampe, men der har selvfølgelig været mange flotte præstationer.
Den nykårede efterårsprofil var ikke i aktion ved lørdagens kamp på Frederiksberg Stadion, da han i øjeblikket er ude med en skade, men forventes at være tilbage på banen igen inden for nogle uger.