Brøndby vendte dramaet – HB Køge tog vigtig sejr i tæt mesterskabsspil

Agnete Nielsen blev kampafgørende med to scoringer fra bænken, mens HB Køge og AGF også satte punktum på en dramatisk runde i A-Ligaens mesterskabsspil.

I weekenden blev 3. sidste spillerunde i A-Ligaens mesterskabsspil afviklet. Runden bød på mål, drama og intensitet, da Brøndby IF, HB Køge Women, Fortuna Hjørring, AGF, FC Nordsjælland og Kolding IF tørnede sammen i tre tætte opgør.

Fredag aften lagde Brøndby IF og Kolding IF ud på 1964 Park i en underholdende kamp med flere momentumskift. Brøndby bragte sig foran efter 17 minutter, da Malin Johnsen Brenn udnyttede et hjørnespark og sendte hjemmeholdet i front. Kolding svarede dog igen før pausen, hvor Amalie Lund løb igennem Brøndby-forsvaret og udlignede til 1-1.

Gæsterne fik vendt kampen kort efter pausen, da Frederikke Ludvigsen udnyttede en fejl i Brøndbys opspil og sendte Kolding foran 2-1. Men kampens helt store profil skulle findes på Brøndbys bænk. Indskiftede Agnete Nielsen kom på banen i det 55. minut – og ti minutter senere headede hun udligningen i nettet. Med et kvarter tilbage blev hun igen afgørende, da hun efter et aggressivt pres og et præcist indlæg scorede sejrsmålet til 3-2.

Lørdag tog HB Køge Women imod Fortuna Hjørring på Capelli Sport Arena i et opgør, hvor hjemmeholdet havde størstedelen af initiativet. HB Køge skabte flere muligheder gennem kampen og pressede Fortuna tilbage i perioder. Den afgørende scoring faldt efter 55 minutter, da Nadia Nadim modtog bolden i feltet og sendte et fladt skud sikkert i mål til 1-0.

Fortuna forsøgte at slå tilbage, men HB Køge holdt fast og var endda tæt på at udbygge føringen dybt inde i tillægstiden.

Søndagens opgør mellem AGF og FC Nordsjælland på Ceres Park Vejlby udviklede sig til en intens og fysisk affære. Begge hold kom til store chancer allerede i kampens indledning, men trods muligheder i begge ender lykkedes det ingen at bryde dødvandet.

Kampen blev samtidig præget af hårde dueller og mange advarsler. Dommeren uddelte i alt ti gule kort, og FC Nordsjælland måtte afslutte kampen med ti spillere, da Alberte Mott modtog sit andet gule kort i det 85. minut. Trods den sene udvisning sluttede opgøret målløst – og rundens sidste kamp endte dermed uden vinder.

Stillingen i A-Liga Mesterskabspil efter weekenden kampe:

Grafik: DBU.
Del på Facebook
FREM lejer 18-årig angriber i Hillerød Fodbold
FC København henter Sarah Jankovska hjem til A-Ligaen
Næstved HG henter Isabella Rose Blinge i HB Køge
Oprykkere slog til og lokalopgør satte præg på Danmarksseriens Pulje 3 og Pulje 4
Mål, comebacks og udvisninger prægede Danmarksseriens Pulje 1 og Pulje 2
Overtidsdrama i 3. Division – Holbæk afgjorde topopgør sent