Foto: Odder Fodbold.
Kort før opstarten på forberedelserne til forårssæsonen må Odder Fodbold tage afsked med cheftræner Martin Mikkelsen.
Mikkelsen har takket ja til en ny rolle i Aarhus Fremad og tiltræder med øjeblikkelig virkning. Dermed er Odder Fodbold nu på jagt efter en ny cheftræner til klubbens 3. divisionshold.
Martin Mikkelsen har stået i spidsen for Odder siden starten af sæsonen og har været en markant figur i klubbens sportslige udvikling. Ifølge Mick Kjær fra Odder Fodbolds seniorudvalg er afskeden både vemodig og udfordrende:
– Vi er meget kede af at måtte sige farvel til Martin. Han har haft det øverste ansvar for holdet siden sæsonstart, og vi har været utrolig glade for at have ham i klubben. Han har en stor taktisk indsigt og forståelse for fodbold, som har flyttet vores spillere rigtig langt. Samtidig er der blevet skabt en sund og konkurrencepræget kultur og en klar spillemæssig retning, som vi nu skal værne om og videreudvikle, siger Mick Kjær i et opslag på Klubbens Facebook profil.
Han erkender samtidig, at resultaterne i den nuværende sæson ikke har levet op til forventningerne, men håber, at trænerskiftet kan give holdet ny energi frem mod et spændende forår.
– Timingen er langt fra optimal, men sådan er vilkårene. Vi har heldigvis et stærkt setup, der kan tage over på interim basis, og vi vil hurtigst muligt finde den rigtige løsning, som kan føre projektet videre sammen med vores talentfulde trup, tilføjer han.
Martin Mikkelsen beskriver selv beslutningen om at forlade Odder som en af de sværeste i sin trænerkarriere.
– Det føles uforløst at sige farvel, især på et tidspunkt hvor vi resultatmæssigt har meget at revanchere i foråret. Potentialet i holdet er stort, og det havde jeg glædet mig til at forløse. Men familielivet hænger bedre sammen med rollen i Aarhus Fremad, og muligheden for at blive en del af et fagligt stærkt og ambitiøst miljø har også spillet en stor rolle, forklarer Mikkelsen i et opslag på klubbens Facebook profil.
Han ser dog tilbage på sin tid i Odder med stor stolthed:
– Vi rykkede op i divisionerne, sluttede som nummer 40 i Danmark med et rent amatørsetup og fik skabt en stærk spillemæssig identitet, som har forplantet sig i klubben. Spillerne har været fantastiske og har omfavnet idéerne hele vejen. Jeg glæder mig til at følge dem i et spændende forår, siger han.
Odder Fodbold er nu i gang med arbejdet på at sammensætte et nyt trænerteam omkring 3. divisionsholdet og forventer snart at kunne præsentere en løsning, der kan bygge videre på det fundament, Martin Mikkelsen har været med til at skabe, skriver klubben i et opslag på Facebook.