Arkivfoto fra en tidliger kamp mellem FC København og ASA. Foto: Anders Juncker Nielsen/ AJ Sportsmedie.
Lokalopgør i Vanløse endte 1-1, og FCK missede første mulighed for at sikre oprykning til A-Ligaen
FC København fik lørdag eftermiddag ikke udnyttet muligheden for at sikre oprykning til A-Ligaen, da lokalopgøret mod Østerbro IF endte 1-1 i Vanløse Idrætspark, som FC København benytter under navnet Damsø Park.
Foran 702 tilskuere havde hjemmeholdet muligheden for at sikre oprykningen allerede denne spillerunde, efter at ASA og OB Q tidligere på dagen spillede 2-2. En sejr ville derfor have været nok til at sende FC København op i A-Ligaen.
FC København satte sig fra kampens start på opgøret og havde størstedelen af spillet i første halvleg. Østerbro IF stod dog kompakt og organiseret defensivt og gjorde det vanskeligt for hjemmeholdet at skabe de helt store åbninger.
Allerede efter to minutter var FC København tæt på en tidlig scoring, da Maria Hovmark kom igennem på kanten og sendte et indlæg ind i feltet, men forsøget gav ikke udbytte. Senere i halvlegen skabte hjemmeholdet flere muligheder, blandt andet efter et hjørnespark og et godt forsøg, som Østerbro IF-målmand Trine Gaur reddede sikkert.
Presset gav resultat efter 41 minutter. Et indlæg fra Asii Berthelsen blev headet i mål af Celine Kampmann, som bragte FC København foran 1-0 kort før pausen.
Efter pausen ændrede Østerbro IF formation og stod mere kompakt, hvilket gjorde det vanskeligere for FC København at skabe plads. Samtidig begyndte gæsterne at få mere ud af deres omstillinger.
Begge hold havde muligheder i anden halvleg. FC København pressede på for at udbygge føringen, men Trine Gaur leverede endnu en stærk redning efter et hovedstød fra hjemmeholdet. Østerbro IF viste også offensive takter og kom gradvist bedre med i kampen.
Udligningen faldt efter 76 minutter, da Juliane Foss Gade sendte en bold ind i feltet, som via en FC København-forsvarer ændrede retning og snød Ann-Kathrin Dilfer i målet til 1-1.
I kampens afsluttende fase pressede FC København på for en afgørelse, men Østerbro IF holdt stand og sikrede sig dermed sit første point i A-Liga-kvalifikationen.
Resultatet betyder, at FC København må vente til næste spillerunde med muligheden for at sikre oprykning til A-Ligaen.