Foto: Susan de Klerk / FCM.
FC Midtjylland Kvindefodbold får igen hjemmebane på klubbens stadion, MCH Arena, når forårssæsonen i A-Ligaens Kvalifikationsspil begynder.
I efteråret blev seks af holdets syv hjemmekampe spillet på stadion i Herning, og klubben har valgt at fortsætte med samme setup i foråret. Dermed spiller både klubbens herre- og kvindehold deres kampe på MCH Arena.
Forårssæsonens første hjemmekamp bliver spillet lørdag den 21. marts kl. 14:00, hvor Østerbro IF kommer på besøg.
Hos FC Midtjylland håber man, at kampene på stadion kan være med til at tiltrække flere fans til kvindeholdets kampe.
– Vi har haft en af A-Ligaens bedste hjemmebaner på MCH Arena, og vi håber på endnu flere fantastiske oplevelser – og masser af tilskuere på stadion, siger Head of Women’s Football Anne Kjeldsen.
I Kvalifikationsspillet skal midtjyderne møde ASA Aarhus, FC Thy-Thisted Q, Østerbro IF, OB Q og F.C. København, hvor der er vigtige point på spil i kampen om oprykningen til
A-Ligaen.