Foråret er på vej, temperaturerne er kravlet op over frysepunktet, og i weekenden vender fodbolden endelig tilbage. Fans af CampoBet 2. Division og CampoBet 3. Division kan igen finde vej til stadion, når turneringen genoptages efter en lang vinterpause.
Der venter spillere, klubber og fans en intens og afgørende halvsæson, hvor vigtige point er på spil. Først venter seks spændende runder, der afgør hvilke seks hold der kvalificerer sig til Oprykningsspillet, og hvilke seks der må kæmpe for overlevelse i Nedrykningsspillet. Herefter følger yderligere ti kampe, hvor der for alvor skal spilles om enten oprykning eller overlevelse i rækkerne.
Vinterpausen har været lang, og flere klubber har haft udfordringer med både træningsfaciliteter og baner til træningskampe, da vintervejret har sat sit præg på forberedelserne. Samtidig har der været masser af aktivitet uden for banen. Flere klubber har skiftet trænere, og mange spillere har fundet nye adresser.
Fælles for klubberne er dog, at de har haft en længere opstartsperiode end normalt i sommerpausen. Det har givet nye spillere og trænere bedre mulighed for at falde til og implementere nye idéer, inden sæsonen nu skydes i gang igen.
CampoBet 2. Division
Vinterpausen har været præget af uro hos flere klubber.
Hos Fremad Amager har vinteren været turbulent. Klubben blev i løbet af pausen fratrukket point på grund af tidligere ejers økonomiske problemer. I denne uge kunne klubbens nye ejere og fans dog ånde lettet op, da der blev fundet en løsning, som betyder, at klubben ikke risikerer yderligere pointstraf.
Samtidig har klubben gennemgået en større udskiftning med både nyt trænerteam og flere nye spillere i truppen.
Også Vendsyssel FF har været igennem en turbulent periode med ejerskifte og nyt trænerteam. Hos FC Helsingør har vinteren ligeledes budt på store ændringer, hvor både trænerstaben og spillertruppen er blevet justeret.
I bunden af tabellen ligger FC Helsingør på 12. pladsen med 7 point, mens Fremad Amager er nummer 11 med 11 point. Skive IK følger efter på 10. pladsen med 13 point, og Ishøj IF indtager 9. pladsen med 15 point.
I toppen har AB lagt afstand til konkurrenterne med 36 point og er allerede sikret en plads i Oprykningsspillet. Næstved ligger på andenpladsen med 32 point og ligner også et sikkert bud på en plads i top-6.
Bag dem følger FC Roskilde, HIK, Thisted FC og Vendsyssel FF, der alle har et solidt forspring ned til VSK Aarhus på 7. pladsen.
Der er derfor lagt op til flere spændende opgør i de kommende runder, hvor kampen om de sidste pladser i top-6 kan blive tæt.
Allerede i forårets første spillerunde – 17. runde – venter flere interessante kampe.
17. spillerunde i CampoBet 2. Division
Fredag d. 6. marts
Kl. 19:00 – Fremad Amager vs. Næstved
Kl. 19:00 – FC Roskilde vs. Ishøj IF (spilles i Valby Idrætspark)
Kl. 19:00 – Skive IK vs. FC Helsingør
Lørdag d. 7. marts
Kl. 13:30 – VSK Aarhus vs. Thisted FC
Kl. 14:00 – Vendsyssel FF vs. Brabrand
Kl. 16:00 – AB vs. HIK (spilles på 1964 Park i Brøndby)
Karantæner i CampoBet 2. Division
Mathias Veltz – FC Roskilde
Andrew Oseni – HIK
Josef Moussa – Ishøj IF
Magnus Häuser – Næstved
Lasse Steffensen – Vendsyssel FF
Emil Junge – VSK Aarhus
CampoBet 3. Division
I CampoBet 3. Division har vinteren været mere rolig på trænerfronten. Kun Odder Fodbold og BK Frem har skiftet cheftræner.
Til gengæld har transfermarkedet budt på flere opsigtsvækkende handler. Rækkens topscorer Bjørn Paludan har skiftet fra Vanløse IF til FA 2000, mens Jonatan Knaack er skiftet til Holbæk B&I, hvor han nu spiller sammen med både sin lillebror og sin fætter.
Hos Brønshøj har klubben fået Aga tilbage og samtidig forlænget med flere profiler. Nykøbing FC har også forstærket sig med spændende spillere, og generelt har mange klubber brugt vinteren på at styrke trupperne.
Grundspillet blev allerede sparket i gang onsdag aften, hvor Vejgaard B tog imod Odder Fodbold i en udsat kamp fra efteråret. Her trak Odder det længste strå med en 2–1 sejr.
Stillingen i rækken er dog fortsat ekstremt tæt.
Kun Nykøbing FC har formået at skabe et større hul i toppen med et forspring på 10 point ned til FA 2000 på andenpladsen og 12 point ned til Holbæk B&I på tredjepladsen.
I midterfeltet er situationen derimod helt åben. Der er blot seks point mellem Holbæk B&I på tredjepladsen og Næsby BK på ottendepladsen.
Kampen om de eftertragtede pladser i top-6 er derfor helt åben. Der er blot to point mellem Hørsholm-Usserød IK på femtepladsen og Næsby BK på ottendepladsen, mens Vanløse IF på syvendepladsen kun er ét point fra top-5.
Allerede på lørdag venter flere spændende opgør.
Rundens kampe i CampoBet 3. Division
Lørdag d. 7. marts
Kl. 13:00 – Odder Fodbold vs. Vejgaard B
Kl. 13:00 – Hørsholm-Usserød IK vs. Vanløse IF (kunstgræsbane 1)
Kl. 13:00 – Holbæk B&I vs. Næsby BK (kunstgræs bag stadion)
Kl. 14:00 – FA 2000 vs. IF Lyseng
Kl. 14:00 – BK Frem vs. Nykøbing FC
Kl. 14:00 – Brønshøj vs. Sundby BK (kunstgræs bag klubhuset)
Karantæner i CampoBet 3. Division
William Ravn Peitersen – FA 2000
Ertugrul Teksen – Holbæk B&I
Oliver Koertz – Næsby BK
Der spilles ingen kampe i Superligaen denne weekend, så der er en oplagt mulighed for at tage på stadion og støtte sit lokale hold.
Fodbold skal opleves på stadion.