Fremad Amager har styrket truppen med en ny offensiv spiller fra Sverige. Den 24-årige offensivspiller Amir Ayari skifter til klubben efter flere stærke sæsoner i den svenske tredje bedste række, Södra Ettan, hvor han senest har været anfører og profil i BK Olympic.
Ayari kommer til Fremad Amager med solid erfaring trods sin unge alder. I alt har han spillet 84 kampe for BK Olympic og bidraget med 27 mål og 7 assists. Offensivt kan han dække flere positioner og opererer primært som 10’er eller kant, hvor hans kreativitet og tekniske færdigheder for alvor kommer til sin ret.
Sportschef David Boysen ser stort potentiale i den nye tilgang:
– Amir kommer fra en sæson i BK Olympic, hvor han har været involveret i 16 mål, heraf 11 med sidste fod. Han har været anfører de seneste sæsoner, og det har været tydeligt i vores samtaler, at han glæder sig til at sætte sit præg på både atmosfæren på og uden for banen. Han har potentialet til at blive en kæmpe profil, og med sin baggrund fra Malmö FF er der god grund til at glæde sig til at se ham i Sundby Idrætspark. Amir kan ting, man ikke ser hver dag i 2. division, siger Boysen til klubbens hjemmeside.
Den nye Fremad Amager-spiller ser selv frem til udfordringen på Amager og glæder sig til at tage næste skridt i sin karriere:
– Jeg er meget glad for at skrive under med Fremad Amager, en god klub med meget historie. Jeg har haft en rigtig god fornemmelse omkring projektet og klubben siden mit første møde med David. Jeg glæder mig til at blive en del af rejsen her og vise Fremad Amagers tilhængere – og alle andre – hvad jeg kan bidrage med, siger Amir Ayari til klubbens hjemmeside.
Med tilgangen af Amir Ayari får Fremad Amager en kreativ og målfarlig offensivspiller