Foto: Fremad Amager Elite.
John Bredal stopper med øjeblikkelig virkning som cheftræner i Fremad Amager. Parterne er blevet enige om at afslutte samarbejdet efter en periode, hvor Bredal stod i spidsen for holdet i 19 kampe i CampoBet 2. Division.
Der skal findes en ny cheftræner på Sundby Idrætspark. Fremad Amager Elite oplyser, at klubben og John Bredal er blevet enige om at gå hver til sit, og dermed fratræder Bredal sin stilling med øjeblikkelig virkning.
Bredal vendte i vinter tilbage til Fremad Amager og overtog ansvaret på et tidspunkt, hvor klubben befandt sig i en vanskelig sportslig situation. Holdet lå under nedrykningsstregen, og den første opgave var derfor at sikre endnu en sæson i CampoBet 2. Division.
Den mission lykkedes. Fremad Amager fik vendt udviklingen og leverede en stærk pointhøst samtidig med, at der blev foretaget markante ændringer i spillertruppen.
Sportschef David Boysen roser Bredal for det arbejde, han har leveret.
– John Bredal kom til Fremad Amager i vinter på et tidspunkt med gennemgribende ændringer i hele klubben. Han har udført et fantastisk stykke arbejde. John Bredal er professionel til fingerspidserne, og den erfaring, han bragte med sig, har smittet af på og løftet hele organisationen, siger David Boysen.
Ifølge sportschefen var fokus i første omgang rettet mod at sikre klubbens overlevelse i rækken.
– Vi startede året under nedrykningsstregen, hvorfor det for John og hele teamet i første omgang gjaldt om at sikre forbliven i CampoBet 2. Division. Det lykkedes til overflod med en rekordstor pointhøst. Det skete samtidig med en stor omvæltning i spillertruppen, fortæller han.
Uenighed om tempoet i den sportslige udvikling
Trods resultaterne har parterne nu vurderet, at tiden er inde til at gå hver til sit. Beslutningen kommer i kølvandet på sæsonens første ligasejr.
– Vi har derfor kun ros og respekt til overs for det arbejde, John Bredal har lagt i sin anden periode i klubben. Men i ly af sæsonens første ligasejr har vi kigget hinanden i øjnene og blev enige om, at det er tid til at prøve noget nyt, siger David Boysen.
John Bredal forlader Fremad Amager med en statistik på 12 sejre i 19 kampe i CampoBet 2. Division. Den afgående cheftræner peger selv på forskellige syn på den sportslige udvikling som baggrunden for bruddet.
– Jeg har kun godt at sige om de mennesker, der er i Fremad Amager. Det har været en god tid med en meget tilfredsstillende pointhøst, og ledelsen har udført et kæmpe stykke arbejde bag kulisserne. Vi er ikke på helt samme side, hvad angår tempoet omkring den sportslige udvikling. Derfor går vi nu hvert til sit, og jeg ønsker Fremad Amager alt mulig held og lykke fremover, siger John Bredal.
Fremad Amager har endnu ikke præsenteret en permanent afløser. Indtil videre bliver det assistenttrænerne Jesper Christiansen og Daniel Elly Petersen, der står for træningen af klubbens 2. divisionshold.