Endnu en af klubbens egne profiler har sat sin underskrift på en ny aftale med HB Køge. Den 19-årige wingback Niklas Jakobsen, som netop er blevet kåret til Årets Spiller 2024/2025 af fanklubben Svanerne – HB Køge Support, har forlænget sin kontrakt med 3,5 år.
Dermed følger Niklas i fodsporene på sin storebror, Mattias Jakobsen, der i sidste uge også forlængede sin aftale med klubben.
Sportsdirektør: “En forbilledlig rejse”
Sportsdirektør Auri Skarbalius glæder sig over, at klubben har kunnet fastholde en spiller, der har haft et regulært gennembrud i den netop afsluttede sæson.
“Niklas har fået sit gennembrud i løbet af den forgangne sæson, og selvom der har været interesse udefra, er vi enige om, at det bedste for hans udvikling lige nu er at blive i HB Køge. Den nye kontrakt sikrer kontinuitet for ham – og mulighed for en eventuel transfer på sigt,” udtaler Skarbalius.
Han kalder Jakobsens udvikling et forbillede for klubbens øvrige unge spillere:
“Vi er stolte af, at han har arbejdet sig op til at være en nøglespiller. Det er netop den slags rejse, vi ønsker, at vores egenudviklede spillere skal tage – med hårdt arbejde, tålmodighed og en stærk tro på egne evner.”
Fra ungdomsrækkerne til fast førsteholdsspiller
Niklas Jakobsen har spillet hele sin barne- og ungdomstid i moderklubben Herfølge Boldklub, før han blev en del af den professionelle overbygning HB Køge. Som 17-årig blev han i 2023/2024-sæsonen rykket op i førsteholdstruppen – og siden sin første ligastart i september 2024 har han ikke set sig tilbage.
Han har været fast mand i startopstillingen i samtlige kampe siden debuten og markerede sig især i forårets kvalifikationsspil med tre mål og to assists fra sin wingback-position. Hans præstationer spillede en central rolle i, at HB Køge sikrede sig en plads i top 10 – klubbens erklærede målsætning for sæsonen.
Niklas: “Det her er mit hjem”
For Jakobsen selv var der aldrig tvivl om, at han ønskede at fortsætte i klubben:
“Det her er mit hjem, og det er her jeg gerne vil være. Vi har en mega fed kultur med en god gruppe spillere, som alle kan lide hinanden – og det betyder meget for mig,” siger han.
“For et år siden sad jeg på bænken og ventede på min chance. Nu er jeg fast mand, og det kunne ikke være bedre. Jeg glæder mig helt vildt til de kommende sæsoner og til at bygge videre på det, vi har gang i.”
Trods sin unge alder har Niklas Jakobsen allerede rundet 57 officielle kampe for HB Køge – og med sin nye kontrakt cementerer han sin rolle som en vigtig del af klubbens fremtid.
Niklas Jakobsen forlænger sin aftale med HB Køge. Foto: HB Køge.