HB Køge vandt topopgøret – Fortuna og Kolding tog sikre sejre

HB Køge Women vandt 2-1 ude mod Brøndby IF i onsdagens topopgør, mens Fortuna Hjørring besejrede AGF med 3-0. Kolding IF sikrede sig samtidig tre point med en 3-1-sejr over OB Q.

Der var både mål, store chancer og stærke keeperpræstationer på programmet, da der onsdag aften blev spillet tre kampe i A-Ligaen.

På 1964 Park stod rundens måske mest interessante opgør mellem sidste sæsons nummer et og to, da Brøndby IF tog imod HB Køge Women. Her trak gæsterne det længste strå med en 2-1-sejr.

Carusa slog til efter syv minutter

HB Køge kom bedst fra start, og allerede efter syv minutter blev gæsterne farlige. Nadia Nadim afsluttede efter et flot opspil, men forsøget blev rettet af og gik til hjørnespark.

Det efterfølgende hjørnespark blev kostbart for Brøndby. Hjemvendte Kyra Carusa stod helt fri i det lille felt og headede bolden i nettet til 1-0.

Brøndby reagerede hurtigt og spillede sig efterfølgende frem til flere gode muligheder. Kort før pausen troede Nadia Nadim, at hun havde fordoblet HB Køges føring med et hovedstød, men scoringen blev annulleret for offside.

Kampen fortsatte i et højt tempo efter pausen, hvor begge hold skabte muligheder. Efter en times spil blev det endnu en dødbold, der gjorde forskellen. Simone Boye kom højest på et hjørnespark og headede HB Køge foran 2-0.

Brøndby fik dog spændingen tilbage efter 71 minutter. Michaela Kovacs sendte en afslutning mod mål, og i forsøget på at cleare ramte Signe Markvardsen bolden, som endte i eget net til 1-2.

Tættere kom hjemmeholdet ikke, og dermed kunne HB Køge rejse fra Brøndby med alle tre point.

Fortuna straffede AGF tidligt

På Nord Energi Arena jagtede AGF sin første sejr i A-Ligaen siden november sidste år, men aarhusianerne fik en vanskelig aften mod Fortuna Hjørring.

Allerede efter knap fem minutter udnyttede hjemmeholdet en fejl i AGF’s opspil. Fortuna satte hurtigt en omstilling i gang, og Florentina Olar afsluttede angrebet ved sikkert at sende bolden i nettet til 1-0.

Efter 18 minutter blev føringen fordoblet. Josefine Laursen blev sendt i dybden, fik kontrol over bolden og satte kursen mod mål, inden hun passerede Marie Gade til 2-0.

Kort efter var Laursen tæt på endnu en scoring. Et langt udspark fra Andreea Paraluta sendte hende afsted, og hun kom rundt om en fremstormende Marie Gade uden for feltet, men afslutningen ramte stolpen.

Fortuna fortsatte med at skabe muligheder efter pausen. Sarah Dyrehauge havde en stor chance kort inde i anden halvleg, mens Risako Watanabe efter 56 minutter headede bolden på overliggeren.

AGF’s største mulighed kom efter 71 minutter. Cecilie Winther Johansen fandt Mathilde Braithwaite, hvis hovedstød ramte overliggeren. Cecilie Rose Nøhr opsnappede returen, men afslutningen voldte ikke Paraluta problemer.

Fem minutter før tid lukkede Fortuna kampen. Olar afsluttede fra en spids vinkel, og Marie Gade fik kun fingerspidserne på bolden. Returen havnede hos indskiftede Ida Sort, som kunne sende bolden i nettet til slutresultatet 3-0.

Kolding holdt OB Q bag sig

Også på Autocentralen Park blev der leveret en underholdende kamp, da Kolding IF tog imod OB Q.

Hjemmeholdet fik en fremragende start. Efter ni minutter modtog Sara Amby et indlæg, tog bolden flot ned og skabte plads til afslutningen, som hun sendte forbi Laura Worsøe til 1-0.

Glæden varede dog kun to minutter. Mille Bech sendte et hjørnespark direkte i mål og udlignede til 1-1.

OB Q var kort efter tæt på at vende kampen, da et hovedstød efter endnu et hjørnespark ramte overliggeren. I stedet var det Kolding, der slog til efter 20 minutter.

Et flot opspil endte hos A-Ligaens topscorer Amalie Lund, som tog et træk og sendte bolden forbi Worsøe og ind ved fjerneste stolpe til 2-1.

Begge mandskaber havde muligheder for yderligere scoringer inden pausen, men keeperne sørgede for, at Kolding kunne gå til omklædningsrummet med en etmålsføring.

OB Q jagtede udligningen efter pausen, mens Kolding også havde muligheder for at lukke opgøret. Først i overtiden faldt den afgørende scoring.

I det 90.+2 minut fandt Sara Amby Cecilie Christensen, som tog bolden med ind i feltet og sendte den forbi Laura Worsøe til 3-1.

Dermed kunne Kolding IF sætte tre point ind på kontoen efter en kamp, hvor hjemmeholdet viste stor effektivitet foran mål.

Stillingen i A-Ligaen efter onsdagens kampe:

Grafik: dbu.dk.

Del på Facebook
Næstved HG henter Isabella Rose Blinge i HB Køge
Oprykkere slog til og lokalopgør satte præg på Danmarksseriens Pulje 3 og Pulje 4
Mål, comebacks og udvisninger prægede Danmarksseriens Pulje 1 og Pulje 2
Overtidsdrama i 3. Division – Holbæk afgjorde topopgør sent
Målfest i Odense og tæt drama i C-Ligaens anden spillerunde
B.93 tog sikker sejr – målfest da Sundby vandt nimålskamp