HB Køge Women forstærker midtbanen med svensk landsholdsprofil

Foto: HB Køge Women.

HB Køge Women har endnu engang været på transfermarkedet og hente en spiller. Denne gang er der tale om den 21-årige svenske midtbanespiller Emilia Pelgander, som også er anfører på det svenske U23 landshold.

HB Køge Women har sikret sig en markant forstærkning til midtbanen. Klubben har hentet den 21-årige svenske midtbanespiller Emilia Pelgander, som allerede trods sin unge alder har opbygget solid international erfaring og i dag bærer anførerbindet på Sveriges U23-landshold.

Pelgander har tidligere repræsenteret flere svenske ungdomslandshold og kommer til HB Køge med et ry som en taktisk stærk og moden spiller. Det glæder sportsdirektør Jonas Nielsen, der ser den svenske profil som et vigtigt supplement til truppen.

– Med Emilia Pelgander får vi en midtbanespiller på et meget højt niveau, hvilket også afspejles i hendes rolle som anfører for det svenske U23-landshold. På trods af hendes unge alder bringer hun både kvalitet og erfaring ind på vores midtbane, siger Jonas Nielsen til klubbens hjemmeside.

Han fremhæver især Pelganders defensive kvaliteter og spilintelligens:

– Emilia er en taktisk stærk spiller med markante defensive kvaliteter og en evne til at læse spillet på et særdeles højt niveau. Fra en relativt dyb position har hun et naturligt overblik og en klar forståelse for, hvornår tempoet i kampen skal sættes op eller ned. Vi ser hende som en fantastisk tilføjelse til en i forvejen utroligt stærk midtbane.

Emilia Pelgander har allerede prøvet kræfter med fodbold på øverste niveau i både Sverige og England. Hun har spillet i den bedste svenske række for KIF Örebro, i den engelske Women’s Super League for Leicester City, og senest har hun været udlejet til FC Rosengård.

Nu venter et nyt kapitel i Danmark, som den unge svensker ser frem til med store ambitioner.

– HB Køge Women er en klub med høje ambitioner, som ønsker at investere stort og udvikle sig, og jeg tror, at jeg kan tage det næste skridt i min karriere her. Jeg vil give alt for, at vi som hold præsterer og udvikler os, og jeg håber, at jeg kan hjælpe holdet med at vinde ligaen, siger Emilia Pelgander til klubbens hjemmeside.

Del på Facebook
Næstved Boldklub lejer talentfuld FCN-keeper til forårssæsonen
Assistenttræner stopper i FA 2000
HB Køge Women forstærker midtbanen med svensk landsholdsprofil
FC Helsingør ophæver med midtbanespiller
B1909 reddet i sidste øjeblik
FC Roskilde henter erfaren norsk leder til midtbanen