Når efterårssæsonen i Danmarksserien er spillet til ende, står klubberne tilbage med både svar og nye spørgsmål. Forventninger er blevet indfriet, skuffelser skal bearbejdes, og ambitionerne for foråret begynder så småt at tage form. I denne artikelrække giver vi ordet til trænerne selv. Her deler de deres syn på holdets udvikling, nøglekampe, taktiske justeringer og de udfordringer, som har formet efteråret. Sammen tegner deres perspektiver et ærligt og nuanceret billede af en intens halv sæson i landets breddeklubber.
Her er det ASA Aarhus’ cheftræner Mark Kjærsgaard Thychosen, som fortæller lidt om efterårssæsonen i Danmarksseriens Pulje 4.
Hvordan vil du overordnet beskrive jeres efterårssæson — hvad er du mest tilfreds med, og hvor ser du plads til forbedring?
Efter en turbulent sommer, hvor vi kom til som trænere er vi meget tilfredse med efterårs sæsonen. Vi havde 1 træningskamp og meget kort tid til at sætte vores præg på spillet. Så at ligge med 32 point (som er en tangering af klubbens rekord) med 4 kampe endnu af grundspillet, er vi meget tilfredse med.
Hvilken kamp eller periode i efteråret står som højdepunktet for jer?
Jeg har svært ved at udpege én kamp eller periode, jeg er overordnet godt tilfreds.
Jeg vil dog sige at hjemmekampen mod Vorup var på et taktisk højt niveau. Kampen ude mod Holstebro mindede om en kamp i en højere række, med alt hvad en topkamp indebærer. Træt af vi ikke vandt når vi nu var foran og en mand i overtal, men det læring til truppen til de fremtidige kampe. Der kommer masser af fede kampe i oprykningsspillet.
Er der en spiller eller et område, der har overrasket positivt på dit hold?
Jeg/vi er generelt godt tilfredse med hele truppen. Thomas Sønnichsen har overrasket positivt, vidste godt at han var god, men ikke at han var så god. Han kan spille 1 division efter min mening.
Hvordan ser du styrkeforholdene i jeres pulje – har noget overrasket dig i forhold til forventningerne før sæsonen?
Jeg synes der har været stor forskel på top-4 i vores række og resten.
Det har overrasket mig at forskellen har været så markant.