Indersiden af efteråret: Trænernes egne ord – Avarta

Når efterårssæsonen i Danmarksserien er spillet til ende, står klubberne tilbage med både svar og nye spørgsmål. Forventninger er blevet indfriet, skuffelser skal bearbejdes, og ambitionerne for foråret begynder så småt at tage form. I denne artikelrække giver vi ordet til trænerne selv. Her deler de deres syn på holdets udvikling, nøglekampe, taktiske justeringer og de udfordringer, som har formet efteråret. Sammen tegner deres perspektiver et ærligt og nuanceret billede af en intens halv sæson i landets breddeklubber.

Her er det Avartas cheftræner Jesper Myhrmann, som fortæller lidt om efterårssæsonen i Danmarksseriens Pulje 1.

Hvordan vil du overordnet beskrive jeres efterårssæson — hvad er du mest tilfreds med, og hvor ser du plads til forbedring?

Vi kan ikke være utilfredse med resultaterne, vi er glade for at ligge godt til hen over pausen. 

Vi er samtidig det mest scorende hold i rækken og i flere kampe, har vi haft fornemmelsen af, at vi burde/kunne have lavet flere. Samtidig har vi lidt overraskende det næstbedste forsvar. Det er dog et område, hvor der er klar mulighed for forbedring, hvilket vi vil kigge på i løbet af vinteren. Jeg tilskriver det i hvert fald ikke udelukkende vores evne til at forsvare.

Hvilken kamp eller periode i efteråret står som højdepunktet for jer?

Vi havde en periode midt i sæsonen, hvor vi vinder 6 kampe i streg, hvilket rykkede os helt frem i rækken. Den periode var vigtig for vores sæson, selvom vi har været solide gennem hele efteråret. Vores enkeltstående bedste kamp synes jeg er kampen hjemme mod Næstved, der til den kamp stillede med et hold spillere, der normalt gør sig på deres divisionshold. At vi vinder den kamp med hele 4-1 var både imponerende og overraskende.

Er der en spiller eller et område, der har overrasket positivt på dit hold?

Som nævnt har. vi lavet mange mål. Selv på en dårlig dag har vi kvalitet nok til at score – både som hold eller individuelt – og vi er endnu ikke gået fra banen uden at have scoret. Hvis man kigger på vores sidste halvsæson i 3. division, var det ikke et område vi excellerede i. Det tilskriver jeg også noget mere gåpåmod og vilje til at komme til afslutning; det kunne fx være nogle af vores nye kantspillere.

Samtidig er der mange som har budt sig til på måltavlen og vi har været farlige på mange måder; standarder, omstillinger, direkte spil eller tålmodigt opbygningsspil. Så holdet har hele tiden haft troen på at kunne score på den ene eller anden måde.

Hvordan ser du styrkeforholdene i jeres pulje – har noget overrasket dig i forhold til forventningerne før sæsonen?

Nu var det et par år siden stab og spillere sidst var i DS, men niveauet på de nederste hold i rækken har ændret sig. Der er langt mellem top og bund, hvilket der ikke var på samme måde for 5 år siden. Vi har i nogle kampe kunne spille en dårlig kamp, men alligevel lave 3-4 mål.

Hvis jeg skal pege på noget, så har LSF i flere sæsoner været notorisk tophold i DS, men de var lang tid om at komme i gang i år. Det er nok heldigt, vi først har dem til foråret, for det ligner, at de har ramt formen hen mod slutningen af sæsonen.

Vi havde (til vores egen overraskelse) kæmpestore problemer med Glostrup i begge vore kampe. En tydelig stil og et godt trænet hold, der har spillet sammen i flere sæsoner. Et flot efterår af vores naboer fra Vestegnen! Vi må se, om vi kan få en lille revanche i vores indbyrdes træningskamp til vinter. Oprykkerne fra Såby har også overrasket mig positivt med en solid, sammentømret enhed, der samtidig spiller noget af puljens mest attraktive, offensive fodbold. De har mange spændende profiler i truppen, som tydeligvis har spillet på et højt niveau enten som ungdomsspillere eller andetsteds. De ligner langt fra en oprykker.

Del på Facebook
Lokalopgør viste holdets potentiale – trods nederlag: “Vi er i en rigtig god udvikling”
FC Midtjylland misser Mesterskabsspillet
ASA slutter efteråret af med 9. sejr i træk
Billeder fra kampen mellem Fredensborg BI og OB Q
Randers Q i flot comeback
Spænding til det sidste i sidste spillerunde