Indersiden af efteråret: Trænernes egne ord – IF Lyseng

Når efterårssæsonen i CampoBet 3. Division er spillet til ende, står klubberne tilbage med både svar og nye spørgsmål. Forventninger er blevet indfriet, skuffelser skal bearbejdes, og ambitionerne for foråret begynder så småt at tage form. I denne artikelrække giver vi ordet til trænerne selv. Her deler de deres syn på holdets udvikling, nøglekampe, taktiske justeringer og de udfordringer, som har formet efteråret. Sammen tegner deres perspektiver et ærligt og nuanceret billede af en intens halv sæson i landets breddeklubber.

Her er det IF Lysengs sportschef Lars Klitgaard, som fortæller lidt om efterårssæsonen i CampoBet 3. Division.

Hvordan vil du overordnet beskrive jeres efterårssæson – både resultatmæssigt og spillemæssigt?

Den har været todelt. De 9 første kampe hvor vi stod uden point, og så de sidste 7 kampe  hvor vi fik 15 point. Set over hele efteråret kan vi ikke være tilfredse, men i lyset af en meget god afslutning inden vinterpausen, så har vi fundet nogle svar på hvordan vi udnytter vores potentialer bedst muligt.

Hvilke elementer i spillet er du mest tilfreds med, og hvor ser du det største udviklingspotentiale?

Det vigtigste element i de sidste 7 kampe må være vores spil uden bold. Vi indkasserede 24 mål i de første 9 kampe og kun 5 mål i de sidste 7 kampe. Trænerteamet har fundet en rigtig god struktur, som har givet udgangspunktet for at vinde kampe. Hvis vi fortsætter med at bygge på, i spillet med bold, og især på banens sidste 1/3 så kan det blive til mange flere point i foråret.

Var der en kamp, en periode eller en præstation i efteråret, der blev særligt definerende for jer?

Der er 2 paralleller i efteråret. Kampen det hele vender for os er udesejren over Frem, hvor vi fik fjernet 0’et fra tavlen. Der er ingen tvivl om at herfra ændrede vores efterår sig. Parallelt med dette må man også kaste et blik på pokalturneringen, hvor vi nåede frem til 1/8 finalen, som er det længste Lyseng har været i den turnering. I pokalen har vi tanket tro på os selv, ikke kun med sejr over Odder fra vores egen division, men især med sejren mod FC Roskilde fra 2. division. 

Hvilke spillere eller positioner har overrasket eller rykket sig mest i løbet af efteråret?

Der kom en del nye spillere til i sommers, og det har virkelig været fedt at se flere af disse falde rigtig godt til, på samme tid med at vores egne unge talenter også levere varen. Kollektivet er nok det der har rykket sig mest igennem efteråret, og jeg så et helt andet sammenhold i den trup der startede sæsonen ude og tabte 6-0 til Holbæk, end da vi sluttede i sidste kamp hjemme og vandt 1-0 over Brønshøj. 

Hvad bliver de vigtigste fokuspunkter for jer i vinterpausen frem mod foråret?

Vi skal så vidt det er muligt stå med samme trup som vi sluttede. Holdet har vist hvad de kan og jeg er overbevist om at kan vi undgå væsentlige udskiftninger i truppen, og tilmed tilføre et par spillere der kan styrke truppen, så er vi godt rustet til foråret. Derudover er der ingen tvivl om at når man skifter træner i en sommerpause er der mange ting der ikke er tid til at arbejde på i opstarten, og derfor ser jeg frem til at vores trænerteam har de mest optimale forhold at klargøre sig til et spændene forår, hvor vi har i sinde om at gentage sidste forårs formkurve, og sikre endnu en sæson i 3. division.

Del på Facebook
Jacob Eichner forlænger med VSK Aarhus til 2028
Indersiden af efteråret: Trænernes egne ord – IF Lyseng
Indersiden af efteråret: Trænernes egne ord – F.C. Gladsaxe
Indersiden af efteråret: Trænernes egne ord – Herlev IF
Indersiden af efteråret: Trænernes egne ord – AB
EfB ansætter internt: Carsten Hilding Larsen ny cheftræner for B-ligakvinderne