Når efterårssæsonen i CampoBet 2. Division er spillet til ende, står klubberne tilbage med både svar og nye spørgsmål. Forventninger er blevet indfriet, skuffelser skal bearbejdes, og ambitionerne for foråret begynder så småt at tage form. I denne artikelrække giver vi ordet til trænerne selv. Her deler de deres syn på holdets udvikling, nøglekampe, taktiske justeringer og de udfordringer, som har formet efteråret. Sammen tegner deres perspektiver et ærligt og nuanceret billede af en intens halv sæson i landets breddeklubber.
Her er det Thisteds FC’s cheftræner Daniel Kristensen, som fortæller lidt om efterårssæsonen i CampoBet 2. Division.
Hvordan vil du overordnet beskrive jeres efterårssæson – både resultatmæssigt og spillemæssigt?
Overordnet kan vi godt være meget tilfredse med efteråret. Næstbedste forsvar og 4. bedste angreb. Vi har været med i alle kampe og vist at vi kunne tage point i alle kampe. Vi har været godt organiseret og stået især rigtig godt i det lave pres. Synes også vi har lagt på spillemæssigt og i kampe været kontrollerende på bolden. Derudover har vi været stærke på standarder som vi også bruger en del tid på.
Hvilke elementer i spillet er du mest tilfreds med, og hvor ser du det største udviklingspotentiale?
Vi har haft en stærk defensiv base. Vi har lagt på spillemæssigt og har kunnet kontrollere nogle af kampene på bolden hvilket er noget som der er blevet arbejdet med.
Var der en kamp, en periode eller en præstation i efteråret, der blev særligt definerende for jer?
Vi var rigtig stærke på udebane mod AB hvor vi vinder 3-2. Vi var især enorm modige til at gå højt på dem og spille rigtig meget mand vs. mand spil. På hjemmebane synes jeg kampen mod HIK, hvor vi vinder 3-0 var en rigtig stærk præstation, hvor vi dominerer kampen fra start til slut på alle parameter.
Hvilke spillere eller positioner har overrasket eller rykket sig mest i løbet af efteråret?
Synes ikke jeg vil fremhæve enkelte spillere, men hellere sige at vi har rykket os som hold, som er sket via en stærk kultur både på banen og udenfor banen.
Hvad bliver de vigtigste fokuspunkter for jer i vinterpausen frem mod foråret?
Fortsat være stærke i vores defensive organisation. Vi kommer også til at bruge meget tid på spillet med bolden, da vi ønsker at kunne kontrollere flere kampe. Derudover vil standarder fortsat være et stort fokus.