Indersiden af efteråret: Trænernes egne ord – VSK Aarhus

Når efterårssæsonen i CampoBet 2. Division er spillet til ende, står klubberne tilbage med både svar og nye spørgsmål. Forventninger er blevet indfriet, skuffelser skal bearbejdes, og ambitionerne for foråret begynder så småt at tage form. I denne artikelrække giver vi ordet til trænerne selv. Her deler de deres syn på holdets udvikling, nøglekampe, taktiske justeringer og de udfordringer, som har formet efteråret. Sammen tegner deres perspektiver et ærligt og nuanceret billede af en intens halv sæson i landets breddeklubber.

Her er det VSK Aarhus’ cheftræner Jacob Eichner, som fortæller lidt om efterårssæsonen i CampoBet 2. Division.

Hvordan vil du overordnet beskrive jeres efterårssæson – både resultatmæssigt og spillemæssigt?

Som overordnet tilfredsstillende. Som oprykker med et meget ungt hold vidste vi godt, at vi havde og har et spændende potentiale i holdet, men også at vi ville møde nogle hold med større kvalitet end vi er vant til. Vi har oplevet at vi kontinuerligt er blevet bedre som efteråret er skredet frem og at vi er konkurrencedygtige mod alle hold. Vi er også ambitiøse og vil gerne løfte vores niveau yderligere, så vi kan hente endnu flere point, men jeg synes godt vi kan være tilfredse med både resultater og spil ud fra de forudsætninger vi har. 

Hvilke elementer i spillet er du mest tilfreds med, og hvor ser du det største udviklingspotentiale?

Overordnet har vi fået en defensiv stabilitet ind i holdet som er vigtigt for ethvert fodboldhold og samtidig har vi, i de fleste kampe, været i stand til at tage kontrol over kampen med bolden. Vores næste step er at blive endnu bedre til at udnytte den kontrol og overtaget på bolden til at kreere flere chancer og score flere mål, og så skal vi rent fysisk have lagt næste lag på. 

Var der en kamp, en periode eller en præstation i efteråret, der blev særligt definerende for jer?

På forskellige måder har der været flere definerende kampe og perioder i kampene som har været vigtige for os. Blandt andet at vi tog til Vendsyssel på udebane og vandt fortjent, efter en stærk præstation. Det var vigtigt for selvforståelsen. Samtidig viste vi, blandt andet, i 1. halvleg af vores hjemmekamp mod FC Roskilde, som vi tabte klart til i det første opgør, at vi kunne dominere et af de stærkeste hold i rækken, når vi spiller på vores eget topniveau. Så det jagter vi at kunne gøre i flere kampe og længere tid i kampene. 

Hvilke spillere eller positioner har overrasket eller rykket sig mest i løbet af efteråret?

 Jeg synes egentlig kollektivet og fællesskabet på vores hold har været det mest afgørende og den sammenhængskraft og fælles forståelse vi har for de ting vi gerne vil, har udviklet sig flot over efteråret. 

Hvad bliver de vigtigste fokuspunkter for jer i vinterpausen frem mod foråret?

Det bliver at bygge videre på de elementer af spillet som vi er kommet ret langt med omkring især vores pres- og forsvarsspil og vores opbygningsspil, men derudover især at bygge på rent fysisk og løfte vores gennembrudsspil til næste niveau. 

Del på Facebook
Indersiden af efteråret: Trænernes egne ord – VSK Aarhus
Indersiden af efteråret: Trænernes egne ord – LSF
Indersiden af efteråret: Trænernes egne ord – Odder Fodbold
Indersiden af efteråret: Trænernes egne ord – Tarup/Paarup IF
Indersiden af efteråret: Trænernes egne ord – FC Roskilde
Silkeborg IF Q henter erfaren kapacitet til C-ligaens trænerteam