Interview med Cheftræner Christian Mouroux Pedersen: Status og Visioner for Hørsholm-Usserød IK

I morgen starter den nye sæson i CampoBet 3. Division, og i anledning af klubbens debut i divisionerne har vi talt med Hørsholm-Usserød IK’s cheftræner, Christian Mouroux Pedersen.

Hvordan er opstarten til den nye sæson forløbet indtil videre?

Så godt som en så kort opstart nu kan forløbe. Vi har fået et par gode træningskampe afviklet og så er vi gået relativt smertefrit igennem uden for mange skader. 

Hvilke fokuspunkter har I haft i træningen hen over sommeren?

Vi er oprykkere og har aldrig været i divisionen før. Vi kender intet til niveauet. Vi har været blæst bagover af de mange krav fra Divisionsforeningen, så meget tid er gået med det som klub. Træningsmæssigt har vi set et større antal prøvespillere an end tidligere og så har vi fokuseret på at få konditionen opdateret efter en kortere pause. 

Har I spillet nogle træningskampe – og hvad har I taget med fra dem?

Vi har spillet en del. Og vi har fået set nogle spillere an, hvilket har været godt. Vi er klar til at komme i gang med turneringen nu. 

Kan du fortælle lidt om de nye spillere, der er kommet til truppen siden sidste sæson?

Der vil være flere nye ansigter i truppen. Men også mange af de samme. Vi har fortsat overvægt af egen-avlede spillere og det vil ikke ændre sig så længe jeg kan gøre noget ved det. Vi har bl.a. fået tilført flere unge spillere til som er meget sultne på at tage fodbolden seriøst. Og det er det vigtigste for os. Man må vente at se, hvem som er nye ansigter i truppen. Vil ikke fremhæve nogen over andre. 

Hvilke spillere har sagt farvel til klubben, og hvad betyder det for holdet?

Vi har sagt farvel til nogle stykker, ja. Og det har været modbydeligt. Når man spiller i Hørsholm, så er man en del af et stærkt fællesskab, hvor vi gør noget ud af at alle udfylder en vigtig rolle. Spillerne som vi har sagt farvel til, har på hver deres måde bidraget til vores resultater. Også selvom de ikke nødvendigvis har stået på holdkortet i de afgørende kampe. Heller ikke her vil jeg nævne konkrete navne, men blot give dem en kæmpe tak for tiden sammen. I ved hvem I er! 

Er truppen på nuværende tidspunkt komplet, eller forventer I flere ændringer?

Der er ganske få tilbageværende prøvespillere som får lov til at vise sig frem her omkring turneringsstart. Det er noget som har været aftalt i god tid. Men vi er meget tæt på at være komplette. 

Hvad er målsætningen for sæsonen – både sportsligt og udviklingsmæssigt?

Vi har mange. Først og fremmest glæder vi os bare til at bide skeer med hold som vi tidligere kun har set op til. Vi håber at vi kan efterlade nogle positive aftryk i kampene, hvor vi fastholder at gøre de ting, som vi selv synes at vi er gode til. Det er helt klart en målsætning. Og så håber jeg at kunne give debut til flere spillere, som har været igennem ungdomsrækkerne hos os selv. Vi drager fordel af at være ubetinget underdog, og jeg har heldigvis en del spillere som godt kan lide den rolle. 

Er der nogle særlige områder, hvor du forventer at se forbedringer i forhold til sidste sæson?

Jeg forventer et endnu mere modent hold, som står sammen og også kan gøre de simple ting når modstanden bliver en del bedre. Vi har nogle typer på holdet som nyder at lave de kreative ting, og som af og til glemmer at der også skal arbejdes den anden vej. Jeg gad godt at se, at spillerne er blevet bedre til selv at finde balancen mellem de to ting, så jeg ikke skal stå og råbe det. 

Hvilke hold vurderer du som de stærkeste konkurrenter i rækken i år?

Jeg kender meget lidt til de andre hold. Jeg har dog bemærket at der er stærke ressourcer hos flere af konkurrenterne, så alt andet lige burde stort set samtlige konkurrenter være bedre end os på papiret. Vi glæder os til udfordringen og til at bide skeer med nogle slagkraftige divisionshold. 

Er der unge spillere fra egne rækker, som har banket på til førsteholdet?

Det er der, ja. Vi tager hvert år spillere fra egne rækker ind i truppen. Det er en del af klubbens filosofi. 

Hvordan arbejder I med at integrere nye og unge spillere i truppen og spillestilen?

Det er hårdt arbejde på træningsbanen hver dag. Vi forsøger at være et rart og imødekommende sted at være, og det får vi heldigvis tit at vide at vi også er. 

Hvordan er stemningen i truppen og omkring holdet før sæsonstart?

Alle er spændte på at komme i gang. Det er en historisk bedrift at vi ligger i divisionen. Så det bliver en kæmpe oplevelse for alle i og omkring klubben, når vi skyder sæsonen i gang på lørdag på hjemmebane. 

Hvad kan klubbens fans og frivillige forvente af jer i den kommende sæson?

At vi vil gøre alt hvad vi kan for at betale al deres opbakning tilbage med gode præstationer på banen. Det er bl.a. for dem at vi spiller. 

Har I nogle særlige budskaber til klubbens støtter her op til sæsonstart?

En klub i vores position ville aldrig være nået op på dette historiske niveau uden en lang række tro støttere/frivillige, som arbejder utrætteligt på at andre skal kunne præstere optimalt. Tak er derfor et meget fattigt ord, men ikke desto mindre den bedste måde at udtrykke vores dybe taknemmelighed for deres opbakning. Vi håber at den vil fortsætte mange år endnu. 

Cheftræner Christian Mouroux Pedersen. Foto: AJ Sportsmedie.

Del på Facebook
Interview med Cheftræner Christian Mouroux Pedersen: Status og Visioner for Hørsholm-Usserød IK
Vanløse IF gør klar til 3. Division – Større udskiftning i truppen og ny cheftræner ved roret
Glostrup opruster til den kommende sæson
Chok-exit i Tingbjerg: Cömert Ağa Öcal forlader Brønshøj BK før sæsonstart
Ny midtbanemotor klar til kamp: Carla Schulz trækker i den stribede trøje
Unge stjerneskud tager springet: Thisted FC rykker to U19-talenter op i førsteholdstruppen