I morgen starter den nye sæson i CampoBet 3. Division, og i den anledning har vi talt med Holbæk B&I’s cheftræner, Erdogan Aslan.
Hvordan er opstarten til den nye sæson forløbet indtil videre?
Det har været en rigtig god opstart uden store skader. Vi har spillet nogle gode træningskampe mod hold fra højere hylde. Vi føler vi er hvor vi skal være.
Hvilke fokuspunkter har I haft i træningen hen over sommeren?
Som alle andre trænere ville svare ret kedeligt, så er det først og fremmest det fysiske aspekt der har været vigtig. Og så er der en masse nye relationer der skal på plads, som vi også har brugt tid på.
Har I spillet nogle træningskampe – og hvad har I taget med fra dem?
Vi har spillet mod Fremad Amager, HIK, Avarta, Næstved og FC Roskilde. Resultaterne er helt ligegyldige fordi ingen hold stiller i stærkeste opstillinger i opstartskampe. Men vi har vist at vores samlede trup er på niveau med ovenstående holds samlede trupper.
Kan du fortælle lidt om de nye spillere, der er kommet til truppen siden sidste sæson?
Vi har fået 6 spillere som alle kommer til at udfordre startelleveren. De har gjort vores samlede trup markant stærkere.
Hvilke spillere har sagt farvel til klubben, og hvad betyder det for holdet?
Vi har mistet 11 spillere, hvoraf de tre var markante i foråret. Især Magnus Døj har været et stort tab. Men jeg er sikker på vi nok skal løse det alligevel.
Er truppen på nuværende tidspunkt komplet, eller forventer I flere ændringer?
Transfervinduet er lukket for vores vedkommende som udgangspunkt, men kommer der en gratis spiller ind som vi ikke kan sige nej til, så slår vi naturligvis til.
Hvad er målsætningen for sæsonen – både sportsligt og udviklingsmæssigt?
Jeg har kun været ansat i en halvsæson og jeg synes vi har taget store spillemæssige skridt, især offensivt. Vi vil rigtig gerne kæmpe med omkring de to oprykningspladser, men jeg ved også at der er enorm dygtige hold som vil det samme.
Er der nogle særlige områder, hvor du forventer at se forbedringer i forhold til sidste sæson?
Jeg håber vi defensivt bliver bedre til at lukke af og vinde de grimme kampe. Når vi er gode slår vi alle i 3.division.
Hvilke hold vurderer du som de stærkeste konkurrenter i rækken i år?
Nykøbing FC bliver nok en stor mundfuld. Så tror jeg at Frem bliver rigtig stærke.
Er der unge spillere fra egne rækker, som har banket på til førsteholdet?
Ca 25 procent af vores trup har spillet fodbold i klubben som barn/ung. Bl.a. to af mine anførere. Så jo, det er der bestemt.
Hvordan arbejder I med at integrere nye og unge spillere i truppen og spillestilen?
Enhver træner kan sætte en spillestil og et træningspas op på det her niveau. Men uden et godt kammeratskab og uden loyalitet og tillid mellem spillere og stab kan man ikke få succes som hold eller klub. Vi har nogle klare retningslinjer for hvordan man er som menneske først og fremmest, så skal spillet og pointene nok komme.
Hvordan er stemningen i truppen og omkring holdet før sæsonstart?
Der er en rigtig god kollektiv ånd og jeg synes de nye og “gamle” er forholdsvis sammensmeltet allerede.
Hvad kan klubbens fans og frivillige forvente af jer i den kommende sæson?
Vi vil ikke gå på kompromis med vores offensive stil, som gjorde os til divisionens mest scorende hold i foråret. Det vil vi gerne insistere på at udvikle endnu mere.
Har I nogle særlige budskaber til klubbens støtter her op til sæsonstart?
Jeg håber de vil komme ud og støtte drengene i endnu højere grad. Vi har et lækkert stadion, vi har store ambitioner og vi har bevist at vi vil spille offensivt og seværdigt. Klubben er ikke rykket op fra en divisionsrække siden 1977, hvor jeg desuden blev født. Det vil vi gøre alt for at ændre i år.
Det kræver opbakning. Det må være mit budskab.
Cheftræner Erdogan Aslan. Foto: Holbæk B&I.