Interview med cheftræner Stefan vendelbo Madsen: Status og Visioner for FC Thy-Thisted Q

I weekenden starter den nye sæson i Kvindernes 1. Division, som har ændret navn til B-Liga. Det tegner til at blive en utrolig tæt række i denne sæson, hvor mange af kampene vil blive tætte. Nogle af favoritterne i denne sæson må være ASA, Aarhus, FC København og Næstved HG. Men hold som B.93 og Esbjerg fB skal heller ikke afskrives i kampen om topplaceringerne. Vi har i anledningen af sæsonstarten vi talt med FC Thy-Thisted Q’s cheftræner, Stefan Vendelbo Madsen om bl.a. opstarten og spiller til-og afgange.

Hvordan er opstarten til den nye sæson forløbet indtil videre?

Jeg synes, vi har haft en rigtig god opstart. Vi har haft lige præcis én måned, og jeg synes, vi har
nået det, vi skulle, og føler os klar til at spille om vigtige point igen.

Hvilke fokuspunkter har I haft i træningen hen over sommeren?

Det er klart, at med nye spillere skal nogle af vores grundprincipper friskes op, men heldigvis har
vi holdt fast i en rigtig god stamme på holdet, hvilket har gjort det let at få integreret vores
grundprincipper hos de nye spillere.

Har I spillet nogle træningskampe – og hvad har I taget med fra dem?

Vi har fået spillet to klassiske træningskampe á 2 x 45 minutter mod OB Q og Team Viborg,
mens vi også har spillet et par lidt kortere kampe imod Fortuna Hjørring og vores eget U19-
divisionshold. Så der har været god mulighed for, at spillerne kunne vise sig frem og blive helt
skarpe på, hvad vi gerne vil som hold.

Kan du fortælle lidt om de nye spillere, der er kommet til truppen siden sidste sæson?

Vi har fået en række spændende og dygtige spillere ind, som passer helt perfekt både til den
ønskede spillestil, men lige så vigtigt til den kultur, vi ønsker på holdet. Der er tale om en god
blanding af mere rutinerede spillere i en god alder, spillere som vil tage et step op, og så vores
egne spillere fra U19-holdet.

Hvilke spillere har sagt farvel til klubben, og hvad betyder det for holdet?

I forhold til truppen, som startede op i vinters, har vi hen over den seneste sæson sagt farvel til
syv spillere. Flere af dem har vi stolt sendt videre til deres næste eventyr, mens vores udenlandske
spillere er hjemvendt efter eget ønske.

Er truppen på nuværende tidspunkt komplet, eller forventer I flere ændringer?

Truppen er vist aldrig helt komplet, før vinduet er lukket – det har vi lært af erfaring. Vi holder
stadig øje med, hvad der rører sig på markedet, og vi holder særligt udkig efter, om der skulle være
en dygtig kantspiller, som vi kan tilføje til truppen.

Hvad er målsætningen for sæsonen – både sportsligt og udviklingsmæssigt?

Det er klart, at vi VIL med i Kvalifikationsspillet til foråret – så vi går benhårdt efter top-4.

Er der nogle særlige områder, hvor du forventer at se forbedringer i forhold til sidste
sæson?

Vi synes, vi har opbygget en spillestil, der passer godt til de typer af spillere, vi har i truppen. Vi
lægger lag på hele tiden, og det fortsætter vi med at gøre, er jeg sikker på.

Hvilke hold vurderer du som de stærkeste konkurrenter i rækken i år?

I min optik er det klart FCK og ASA. Der er ingen tvivl om, at FCK kommer blæsende, og de har
fået nogle virkelig dygtige spillere i truppen udover den i forvejen stærke trup, mens ASA viste i
forrige sæson, at de har fået samlet en utrolig konkurrencedygtig trup.

Er der unge spillere fra egne rækker, som har banket på til førsteholdet?

Vi har rykket to spillere fra årgang 07 op i truppen – Jasmin Jensen og Amalie Markusen – mens
vi ligeledes har rykket to spillere fra årgang 06 op i truppen, Johanne Brix og Mie Kristensen.
Derudover synes jeg, vores U19-hold ser spændende og dygtige ud, så der holder vi som altid lidt
ekstra øje.

Hvordan arbejder I med at integrere nye og unge spillere i truppen og spillestilen?

Det gør vi i de ugentlige træningspas og til de træningskampe, vi har haft planlagt. Vi bruger
selvfølgelig også videomateriale fra vores træningskampe til at evaluere og vise de ting, vi gør helt
rigtigt, samt udpege de fokuspunkter, vi kan gøre endnu bedre.

Hvordan er stemningen i truppen og omkring holdet før sæsonstart?

Som altid er stemningen rigtig god i Thy. Vi har endnu engang fået sammensat en utrolig
homogen gruppe af dygtige, arbejdsomme og lærevillige spillere. Vi har haft en forrygende opstart
med en skøn træningslejr i Vrå.

Hvad kan klubbens fans og frivillige forvente af jer i den kommende sæson?

Som altid et hold, der går på banen for at vinde, og som er stolte over at repræsentere netop
vores logo og vores område. Det ønsker vi skal spejle sig, hver gang vi går på banen.

Har I nogle særlige budskaber til klubbens støtter her op til sæsonstart?

Vi håber selvfølgelig at se en masse tilskuere hver eneste gang, vi spiller på vores skønne
hjemmebane – Sparekassen Thy Arena. Vi lover at levere ALT ude på banen hver eneste gang

    Del på Facebook
    Østerbro IF fik et vigtigt point i åbningskampen
    Pointdeling i Næstved, mens FC Thy- Thisted Q vandt Nordjysk duel.
    Interview med cheftræner Michael Mejdahl Andersen: Status og Visioner for Østerbro IF
    Interview med cheftræner Anders Fedder Kristensen: Status og Visioner for ASA, Aarhus
    Interview med cheftræner Nikolaj B. Worch: Status og Visioner for Svogerslev BK
    Interview med cheftræner Arne Ringsing Nielsen: Status og Visioner for Næstved HG