Foto: Brøndby IF Women.
Brøndby IF kan i dag bekræfte, at den danske offensivspiller er solgt til italienske Napoli Women, hvor hun har underskrevet en kontrakt frem til 30. juni 2028.
Det blev et kort, men lærerigt ophold i den gule trøje for Laura Faurskov. Brøndby IF kan i dag bekræfte, at den danske offensivspiller er solgt til italienske Napoli Women.
Dermed tager Faurskov allerede efter et halvt år på Vestegnen næste store skridt i sin karriere – denne gang til Serie A og en af Italiens mest passionerede fodboldbyer.
Et halvt år med stor betydning
Laura Faurskov kom til Brøndby IF i sommeren 2025 fra AGF og nåede på kort tid at sætte sit præg på holdet. Det blev til 16 kampe og en enkelt scoring for offensivspilleren, men mindst lige så vigtigt var den erfaring, hun tog med sig fra sin første hverdag som fuldtidsprofessionel.
– Jeg har været rigtig glad for min tid i Brøndby IF. Både truppen og staben omkring holdet har været med til at indfri alle mine forventninger til, hvad det vil sige at have en professionel hverdag, som jeg oplevede for første gang i min karriere, fortæller Faurskov.
Hun sender samtidig en varm tak afsted til klubben:
– Jeg tager en masse gode erfaringer og oplevelser med fra klubben, så tak for det. Nu glæder jeg mig til nye udfordringer i Italien, som jeg føler er det rigtige skridt i min karriere.
Klar til det blå Napoli-eventyr
Hos Napoli Women venter der Faurskov et ambitiøst projekt og en klub med stærk identitet – noget, der ifølge hende selv gjorde beslutningen let. I en udtalelse til Napolis officielle Instagram-profil lægger hun ikke skjul på sin begejstring:
– Jeg er virkelig glad og stolt over at blive en del af Napoli Women. Fra vores første samtaler fornemmede jeg klubbens tillid og ambition, og det gjorde min beslutning meget nem, siger hun.
Den danske offensivspiller ser frem til både hårdt arbejde og personlig udvikling i den kommende sæson:
– Mit mål er at hjælpe holdet så meget som muligt, både på og uden for banen. Jeg vil fortsætte med at forbedre mig, være konsekvent og altid presse mig selv længere, siger hun.
Og én ting ser hun særligt frem til:
– At bære den blå Napoli-trøje, spille foran fansene og opleve den passion, der omgiver denne klub, udtaler Laura.
Med kontrakt frem til sommeren 2028 har Laura Faurskov god tid til at slå rødder i Syditalien og udvikle sig yderligere på den internationale scene. Hun bliver holdkammerat med 3 andre danskere Cecilie Fløe, Mille Jusjong og Emma Veletanlic.