Næstved Boldklub kan forud for forårets afgørende kampe i 2. division præsentere en ny navnesponsor på klubbens hjemmebane. Klubben indgår et nyt stadionpartnerskab med JHH Entreprenør, og det betyder, at hjemmebanen fremover vil bære navnet JHH Park.
Det traditionsrige Næstved Stadion, der blev indviet i 1944 og kan rumme op mod 10.000 tilskuere, har i efteråret været rammen om imponerende opbakning. Med et gennemsnit på over 1.000 tilskuere pr. kamp har Næstved haft det klart højeste tilskuertal i 2. division – et niveau, som flere 1. divisionsklubber ifølge klubben misunder.
Vi vender tilbage for at støtte klubbens stærke udvikling
For JHH Entreprenør markerer partnerskabet et fornyet engagement i klubben og i lokalområdet. Medejer Anna Kristensen glæder sig over at være tilbage som sponsor:
– Vi har tidligere været sponsor i Næstved Boldklub og vender nu tilbage for at støtte den gode udvikling, der er i klubben. De ligger i øjeblikket på en flot 2. plads i 2. division – og drømmen er, at der snart spilles 1. divisionsfodbold på JHH Park, siger Anna Kristensen
Hun understreger samtidig JHH’s brede lokale involvering:
– I JHH engagerer vi os i de lokalsamfund, hvor vi arbejder. Vi har i mange år støttet foreninger og lokalsport – alt fra motorsport til golf. I Næstved har vi både kunder, medarbejdere og leverandører, og vi glæder os til at støtte op om Næstved Boldklubs gode udvikling.
Næstved-direktør: Et vigtigt partnerskab i oprykningskampen
Hos Næstved Boldklub vækker aftalen stor tilfredshed. Direktør Lars Holm Christensen ser stadionnavneskiftet som et stærkt signal i en periode, hvor klubben jager oprykning til landets næstbedste række.
– Vi er glade for, at JHH er vendt tilbage til klubben som sponsor – og denne gang med et øget engagement. Vi ser frem til at byde velkommen til tilskuere, sponsorer og ikke mindst JHH som ny stadionpartner i den kommende, vigtige halvsæson, hvor vi kæmper med om oprykningen, siger Lars Holm Christensen.