NB Bornholm-træner efter pokalsejr: – Det tror jeg vil være en advarsel til Avarta

Foto: Anders Juncker Nielsen/AJ Sportsmedie.

NB Bornholm er videre i Betano Pokalen efter en overbevisende 4-1-sejr over FC Nakskov. Cheftræner Thomas Jørgensen glæder sig over holdets offensive kvaliteter og organisation, men understreger samtidig, at niveauet skal hæves yderligere, når Danmarksserien venter.

NB Bornholm fik lørdag eftermiddag en stærk generalprøve inden den kommende Danmarksserie-sæson, da FC Nakskov blev besejret med 4-1 i første runde af Betano Pokalen.

På SE Byg Arena i Nexø viste hjemmeholdet i perioder prøver på det offensive niveau, som cheftræner Thomas Jørgensen håber kan blive en vigtig faktor i den kommende sæson.

Efter kampen var Jørgensen både glad og fattet, men samtidig bevidst om, at der stadig er plads til forbedringer.

Stærk start lagde fundamentet

NB Bornholm satte sig hurtigt på opgøret og leverede ifølge cheftræneren en særdeles stærk første halve time.

– Jeg synes overordnet, at vi starter godt og spiller rigtig-rigtig godt i de første 25-30 minutter. Men de skaber også nogle gode muligheder. Jeg synes, Nakskov er et vældigt godt omstillingshold, og de havde nogle spillere, der gjorde nas på os, fortæller Jørgensen.

Selvom FC Nakskov havde muligheder, lykkedes det NB Bornholm at skabe flere chancer i den anden ende, og hjemmeholdet kunne gå til pause med en 2-0-føring.

Efter pausen ændrede kampbilledet sig en smule. NB Bornholm blev mere kontrollerende og havde samtidig overskud til at udbygge føringen.

– Vi får skabt en del chancer og får scoret to gange inden pausen. Efter pausen bliver det lidt mere kontrollerende fra vores side og laver et par mål i anden halvleg.

Jørgensen mener dog, at resultatet sagtens kunne have været endnu større.

– Jeg står og tænker på, at vi godt kunne have lavet et par mål endnu. Det tænker jeg også, Nakskovs træner tænker.

Offensiven skal være et våben i Danmarksserien

Sejren over FC Nakskov gav samtidig NB Bornholm mulighed for at få en sidste test inden premieren i Danmarksserien, hvor holdet lørdag skal på udebane mod Avarta.

Og ifølge Thomas Jørgensen er der især én ting, han tager med sig fra pokalkampen.

– Jeg synes, vi kan tage det med, at jeg synes, det, jeg godt vidste i forvejen, at vi er gode på kuglen, og vi er gode fremad. Det blev jeg bekræftet i.

Det offensive spil kan samtidig blive en vigtig del af NB Bornholms identitet i den nye række.

– Det tror jeg vil være en advarsel til Avarta og dem, vi kommer til at spille imod.

Cheftræneren hæfter sig også ved den organisation, som holdet viste på banen, og den arbejdsindsats spillerne har lagt i forberedelserne.

– Jeg synes, vores organisation er god, og vi har trænet godt de sidste tre uger. Spillerne har været på, og det synes jeg bar frugt i dag.

– Vi skal op på beatet

Selvom Thomas Jørgensen er tilfreds med det, han så mod Nakskov, er han samtidig klar over, at premieren mod Avarta bliver en markant større udfordring.

– Alt respekt for Nakskov, men Avarta er en my bedre end både os og Nakskov. Så vi skal op på beatet.

Med pokalsejren i bagagen kan NB Bornholm derfor gå ind til Danmarksserie-premieren med både selvtillid og respekt for opgaven. Holdet har vist offensivt potentiale, men mod Avarta bliver der krav om endnu højere intensitet og skarphed, hvis oprykkerne skal have point med hjem.

Du kan se hele interviewet med Thomas Jørgensen her.

Del på Facebook
Næstved HG henter Isabella Rose Blinge i HB Køge
Oprykkere slog til og lokalopgør satte præg på Danmarksseriens Pulje 3 og Pulje 4
Mål, comebacks og udvisninger prægede Danmarksseriens Pulje 1 og Pulje 2
Overtidsdrama i 3. Division – Holbæk afgjorde topopgør sent
Målfest i Odense og tæt drama i C-Ligaens anden spillerunde
B.93 tog sikker sejr – målfest da Sundby vandt nimålskamp