NFC forlænger med topscorer frem til 2028

Foto: BetaMy Foto

Emmanuel Ogude har underskrevet en ny toårig kontrakt og får samtidig en rolle som angrebstræner på klubbens akademi.

Nykøbing FC har sikret sig en af holdets offensive nøglespillere for de kommende sæsoner. Klubbens topscorer, Emmanuel Ogude, har forlænget sin kontrakt med yderligere to år, så aftalen nu løber frem til sommeren 2028.

Forlængelsen kommer efter en sæson, hvor angriberen igen spillede en central rolle i NFC’s offensiv, og samtidig får han en ny funktion uden for banen som angrebstræner på klubbens akademi.

Fodbolddirektør Claus Jensen fremhæver, at Ogude bidrager både sportsligt og menneskeligt.

– Vi er utroligt glade for, at vi fortsat kan kalde Emmy for NFC-spiller. Han viste i sidste sæson, hvor vigtig en spiller han er for os i offensiven, og hans kvaliteter på banen er der ingen tvivl om. Samtidig har han uden for banen fået en større og større rolle, hvor han med sin rutine og erfaring fra forskellige miljøer er med til at præge hverdagen og sætte en god standard, siger Claus Jensen til klubbens hjemmeside.

Den rutinerede angriber ser også frem til at fortsætte i klubben, som han mener er inde i en positiv udvikling.

– Jeg er virkelig glad for at fortsætte i NFC. Klubben er kommet til at betyde meget for mig, og der er rigtig mange gode og engagerede mennesker omkring holdet og klubben. Man kan mærke, at alle brænder for lokalområdet og for at skabe noget særligt her, og det betyder meget at være en del af, siger Emmanuel Ogude til klubbens hjemmeside.

Han peger samtidig på, at klubbens ambitioner har haft betydning for beslutningen om at forlænge aftalen.

– Jeg synes, vi er på vej hen et rigtig spændende sted. Der er masser af udviklingsmuligheder, og jeg føler, at vi bygger på hele tiden. Alle trækker i samme retning, og det vil jeg stadig gerne være en del af. Jeg glæder mig virkelig til den kommende sæson, hvor vi skal bygge endnu mere på og fortsætte den udvikling, vi er i gang med, siger han.

Ud over sin rolle på førsteholdet bliver Ogude fremover også en del af trænerstaben på NFC’s akademi, hvor han skal være med til at udvikle klubbens unge offensive spillere.

Del på Facebook
Julie Poulsen vender tilbage til AGF
Mohcin Belouahi skifter til Fremad Amager
Meryem Baskaya skifter fra OB til Galatasaray
AGF henter Laura Guldbjerg hjem fra spansk fodbold
Thisted FC forstærker truppen med to nye spillere
Fire spillere forlader Skive IK