Ny cheftræner i Young Boys FD

Ambitiøse Arun Rajkumar skal føre holdet fremad og prøve at få holdet tilbage i 3. Division.

Young Boys FD har fundet deres nye mand til roret. Den kun 27-årige A-licenstræner, Arun Rajkumar, bliver klubbens nye cheftræner. Med en baggrund fra Brøndby IF, Hobro IK og senest Kolding IF, kommer han med både erfaring og store ambitioner.

Arun overtager cheftrænerposten i det silkeborgensiske projekt med et klart mål: At få holdet og organisationen tilbage på sporet – både sportsligt og kulturelt. Klubben har store forventninger til det unge trænertalent.

“Det er vigtigt for mig, at vi får en mere tydelig spillestil, og her er jeg sikker på, at Arun kan hjælpe os,” siger Holger Kristiansen fra klubbens ledelse.

Fra talentudvikling til seniorchef

I Kolding IF var Arun udset til at overtage U19-holdet efter Jonas Kamper, og han nåede også at snuse til 1. divisionsfodbold fra bænken. Nu tager han det næste skridt i karrieren – som cheftræner for et seniorhold.

Simon Jakobsen, Head of Football i Young Boys FD, har tidligere arbejdet i samme klub som Arun og husker ham tydeligt:

“Arun og jeg har en fælles fortid i Hobro IK. Selvom vi var i hver vores afdeling, var der ingen, der kunne overse den bedrift, det var, da hans U17-hold både vandt Divisionen og Pokalturneringen. Det sagde noget om hans evner,” fortæller Jakobsen.

Han fortsætter:

“Arun er en ung og ambitiøs træner med et skarpt fodboldhoved. Jeg glæder mig rigtig meget til, at vi sammen skal udvikle og tegne fremtiden for både spillestilen og kulturen i Young Boys FD.”

Nyt kapitel og spændende projekt

Arun, der har familie i København, har i de seneste 3-4 år ladet trænerkarrieren styre sine flytninger. Nu er han klar til at slå rødder i Young Boys FD.

“Jeg glæder mig til at starte som cheftræner for Young Boys FD. Det er et spændende projekt, hvor vi – i samarbejde med Simon og ledelsen – skal skabe en tydelig spillestil og kultur, samtidig med at vi udvikler unge spillere til seniorfodbold. Jeg ser frem til at møde spillerne og komme i gang med arbejdet. Jeg er sikker på, at vi går en spændende tid i møde,” udtaler Arun Rajkumar.

Stærkt trænerteam på vej

Selvom hele trænerteamet endnu ikke er offentliggjort, står det klart, at Arun får selskab af både en assistenttræner, en spillende assistent (hvem mon det bliver?), og Simon Jakobsen som Head of Football.

Første træning er sat til tirsdag, og allerede tre uger senere venter den første vigtige opgave: Pokalkamp i Grenå.

Young Boys FD går en ny og spændende æra i møde – og alt tyder på, at det bliver med klar retning, høj energi og store ambitioner.

Simon Jakobsen som Head of Football og Arun Rajkumar. Foto: Young Boys FD



Del på Facebook
Første spillerunde i KvindePokalen 2025/26
Første spillerunde i Kvindeligaen 2025/26
Vendsyssel FF forstærker midtbanen med Mostafa Maarouf
Hillerød Fodbold henter B.93-profil
Carl Björk forlænger lejeaftale med B.93
Michael Lumb ny assistenttræner i BK Frem