Med Victor Gaardboe som ny investor styrker Brønshøj Boldklub sin økonomi og sit netværk, men klubbens ledelse understreger, at ejerskabsmodellen og den lokale forankring fortsat er urørlig.
Brønshøj Boldklub ApS har tidligere på ugen offentliggjort, at Victor Gaardboe indtræder som ny investor i klubben. Nyheden er blevet modtaget med både begejstring og skepsis blandt nogle fans. Divisionsbold.dk har derfor talt med klubbens administrerende direktør, Claus Wiingaard, om investeringen, ejerstrukturen og fremtiden for den traditionsrige klub.
Ifølge Claus Wiingaard er Brønshøjs investorstruktur allerede i dag bredt forankret blandt både lokale og fans.
– Det bliver lidt svært at forklare, for der er jo omkring 300–400 mennesker i ejerkredsen. Vi har en struktur, hvor moderklubben ejer A-anparter svarende til 51 procent. Dermed har moderklubben flertallet og licensen, som vi spiller på. De resterende 49 procent er B-anparter, og det er blandt dem Victor køber anparter i forbindelse med en udvidelse, forklarer han.
Selve udvidelsen bliver først offentliggjort efter klubbens kommende generalforsamling, da der skal foretages enkelte ændringer i vedtægterne.
Ønsker en aktiv rolle i klubben
Victor Gaardboe forventes ikke blot at være en passiv investor. Ifølge Wiingaard har han allerede tilkendegivet, at han gerne vil engagere sig i klubbens arbejde – også på ledelses niveau.
– Han vil meget gerne hjælpe os i det daglige og vil også gerne indtræde i bestyrelsen. Det er vi meget positive overfor, men det kræver naturligvis et valg på generalforsamlingen. Indtil da håber vi, at han deltager i bestyrelsesmøderne, så han kan blive en del af arbejdet allerede nu, siger direktøren.
Størrelsen på investeringen ønsker klubben dog ikke at oplyse endnu.
– Det er et beløb, vi er glade for, og som giver os mulighed for at styrke økonomien. Men vi vil først melde noget konkret ud efter generalforsamlingen, forklarer Wiingaard.
Brønshøj har i flere år arbejdet målrettet på at skabe økonomisk stabilitet. Ifølge direktøren har klubben haft overskud de seneste fem år.
– Vi vil gerne sikre, at vi har kapital, hvis vi skulle være så dygtige at rykke op i 2. division. Det kræver nemlig økonomiske muskler, for det er faktisk dyrere at spille i 2. division, uden at indtægterne nødvendigvis følger med, siger han.
En eventuel investering skal derfor både kunne styrke det sportslige setup, organisationen og klubbens generelle udvikling.
Faciliteter afhænger af kommunen
Når det gælder faciliteterne i Tingbjerg, er klubben dog i høj grad afhængig af Københavns Kommune.
– Omkring 95 procent ligger hos kommunen. Der er planer om en ny multihal i området, og i den forbindelse håber vi også på renoveringer af baner og faciliteter. Men det ved man aldrig, før det faktisk sker, siger Wiingaard.
Brønshøj drømmer blandt andet om at etablere omklædningsrum under tribunen på stadion samt forbedre faciliteterne til moderklubbens pigehold.
Kamp for at bevare græsbanen
Et aktuelt problem i klubben er baneforholdene. Vinterens frost har betydet, at Brønshøj endnu ikke har kunnet spille på sin egen bane i foråret.
– Vi har været i lidt af et kaosscenarie, fordi banen ikke har været klar. Derfor har vi været nødt til at spille kampe på kunstgræs, blandt andet med hjælp fra kommunen. Men en af de vigtigste ting for os er, at vi bevarer vores græsbane. Det er et stort aktiv og en vigtig del af klubbens identitet, siger Wiingaard.
Der er nu blevet sået nyt græs, og klubben håber at kunne vende tilbage til hjemmebanen i løbet af få uger.
Den brede ejerstruktur betyder også, at klubbens fans har en reel andel i Brønshøj.
– Ja, mange af vores fans er faktisk medejere. Både Drunken Army og Hvepsene Support har anparter, og der er mange lokale i Brønshøj og omegn, som også har købt anparter gennem tiden, fortæller direktøren.
Lokal forankring er afgørende
Selv med nye investorer fastholder Brønshøj sin grundlæggende filosofi: Klubben skal forblive lokalt forankret og medlemsejet.
– Så længe jeg har indflydelse, kommer vi ikke til at ændre på forholdet mellem 51 og 49 procent. Vi vil ikke ud i scenarier, hvor en udenlandsk investor pludselig kan købe kontrollen over klubben. Det er vi simpelthen ikke interesserede i, siger Wiingaard.
Klubbens strategi er i stedet at vokse i et tempo, hvor økonomien kan følge med.
– Vi sætter tæring efter næring. Vi tror ikke på, at man kan købe sig til oprykning ved bare at pumpe penge ind. Det skal bygges på det fundament, vi allerede har, siger han.
Nyheden om den nye investor har dog også affødt kritiske spørgsmål blandt enkelte fans – noget Wiingaard godt kan forstå.
– Noget af det handler om forståelsen af A- og B-anparter. Når folk får forklaret modellen, falder mange til ro. Derudover husker nogle måske diskussioner fra for 5-10 år siden, hvor lignende scenarier var oppe at vende. Men vi er blevet klogere siden, siger han.
Ifølge direktøren kan Victor Gaardboe især bidrage med kompetencer inden for medier og kommunikation – samt en solid fodboldbaggrund.
Gaardboe har tidligere været en del af FC Nordsjællands akademi, men en skade satte en stopper for karrieren. Siden har han arbejdet i medie- og musikbranchen, hvor både han og hans kone i dag har stor erfaring.
– Han har fulgt fodbolden tæt hele vejen og har både viden og netværk, som kan hjælpe klubben fremad, siger Wiingaard.