Foto: Avarta Elite.
Den unge keeper Silas Juhl er faldet hurtigt til i omklædningsrummet og håber på både spilletid, clean sheets og en oprykning til 3. division.
Avarta har fået en ny keeper i truppen. 20-årige Silas Juhl er skiftet til klubben efter tidligere at have spillet for Holbæk i 3. division samt for FC Sydkysten. Derudover har han fået sin fodboldopdragelse i ungdomsårene på Roskilde-egnen.
Skiftet til Avarta kom dog hurtigt på plads.
– Jeg skulle finde en ny klub, der ville passe godt til mig, og helt magisk flaskede det sig, da Avarta manglede en keeper. Så jeg tog forbi og prøvede det af og faldt hurtigt til i det megafede omklædningsrum sammen med de seje drenge. Det var derfor en hurtig beslutning, at det er det rigtige sted for mig, siger Silas Juhl til klubbens hjemmeside.
Opstarten til sæsonen har dog ikke været helt uden udfordringer. Vintervejret har sat sit præg på træningsmulighederne.
– Den har været svingende på grund af sne, hvilket har gjort det svært at træne på banerne og vise, hvad man kan. De træninger, vi har haft, har dog været gode, fortæller han.
Forventningerne til sæsonen er til gengæld klare hos den unge målmand. Han håber både på holdets og sin egen succes.
– Jeg forventer, at vi forbliver nummer 1 og rykker op i 3. division. Samtidig håber jeg også på at få en masse spilletid, så jeg kan bidrage med det, jeg kan.
Personligt har Silas Juhl også et tydeligt mål for sæsonen.
– Jeg forventer at komme ud og spille nogle kampe, få en masse clean sheets og give den maks gas.
Avartas tilskuere kan ifølge den nye keeper selv forvente en energisk målmand mellem stængerne.