Foto: OB Q
Årets første markante OB-transfer er landet – og den er placeret på trænerbænken. Kasper Mayland Kjærsgaard er ny cheftræner for OB’s kvindehold og klar til at sætte kursen mod landets bedste række.
OB har fundet sin nye frontfigur for kvindeholdet. Kasper Mayland Kjærsgaard overtager cheftrænerposten på en kontrakt for de næste to et halvt år, efter klubben i december sagde farvel til Peer Lisdorf. Den 28-årige fynbo kommer fra Kolding IF og får nu ansvaret for at lede OB-kvinderne tilbage i A-Ligaen.
Ifølge sportsdirektør Troels Bech er ansættelsen et helt bevidst valg, der flugter med klubbens langsigtede strategi.
– I forlængelse af arbejdet med Identitet OB vælger vi at intensivere det strategiske fokus på egenudviklede spillere. Det ses i de nyligt indgåede kontrakter med egne unge spillere, og nu gør vi det endnu tydeligere med valget af Kasper Mayland som ny cheftræner, siger Troels Bech til OB’s hjemmeside og uddyber:
– Kasper er ung, fynsk og dedikeret som få. Samtidig har han værdifuld erfaring med både talentudvikling, transition og A-Liga.
Klar rollefordeling i den sportslige ledelse
Kasper Mayland Kjærsgaard får et rendyrket fokus på rollen som cheftræner. De øvrige sportslige opgaver, som tidligere lå hos Peer Lisdorf, samles nu hos talentchef Mikkel Bo Mikkelsen, der indtræder i en ny rolle som daglig sportslig leder.
Og begejstringen er til at tage og føle på.
– Kasper er en tydelig træner med en fremadrettet spillestil. Han har vist, at han både kan arbejde med holdets samlede udtryk og samtidig udvikle den enkelte spiller, siger Mikkel Bo Mikkelsen til klubbens hjemmeside og fortsætter:
– Fra vores fælles tid i Dalum/Næsby ved jeg, at han er meget samarbejdsorienteret, hvilket kan være med til at få endnu mere ud af vores samlede trænerstab.
Fra Fyn til Kolding – og hjem igen
Selvom de seneste år har været tilbragt i Kolding IF, er Kasper Mayland Kjærsgaard fodboldopdraget på Fyn. Han har spillet i Næsby Boldklub og tog sine første trænerskridt samme sted – først på drengesiden og siden i kvindesamarbejdet med Dalum IF.
I Kolding har han haft roller som U16-cheftræner, Head of Coaching for pigeakademiet og senest Head of Women’s Football.
Nu vender han hjem – til en klub, der har haft en særlig plads siden barndommen.
– Jeg er ekstremt glad for at få muligheden. Jeg har fulgt OB, siden jeg var tre år gammel og kom på Odense Stadion med min far. Det er en kæmpe drøm, der går i opfyldelse, siger Kasper Mayland Kjærsgaard til OB’s hjemmeside.
Mission: Tilbage i A-Ligaen
Opgaven er klar – og den er stor. OB’s kvindehold skal i foråret kæmpe sig blandt de fire bedste i Kvalifikationsligaen for at sikre oprykning til A-Ligaen.
Men det handler ikke kun om resultater her og nu.
– Vi skal kigge på spillestilen og sætte en ny retning. Det bliver et gearskifte, både på og uden for banen. Der venter et stort arbejde, men jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang, lyder det fra den nye cheftræner.
Med Kasper Mayland Kjærsgaard ved roret håber OB nu på både sportslig fremgang og et stærkt fundament for fremtiden. Jagten på A-Ligaen er officielt skudt i gang.