Odder Fodbold mister træner til VSK Aarhus – Mikkelsen overtager ansvaret alene

Odder Fodbold skal til at omstille sig i trænerstaben. Klubbens 3. divisionshold må nemlig sige farvel til cheftræner Jacob Eichner, der har takket ja til en ny rolle som manager i 2. divisionsklubben VSK Aarhus.

Dermed opløses den cheftrænerduo, som Eichner de seneste godt to år har udgjort sammen med Martin Mikkelsen. Fremover står Mikkelsen alene i spidsen for Odder Fodbolds divisionshold.

“Vi ønsker Jacob et stort tillykke med den nye rolle i VSK Aarhus og takker ham for det fantastiske bidrag, han har givet klubben de seneste to år. Vi havde gerne set, at samarbejdet mellem Jacob og Martin kunne have fortsat, men vi vidste også, at der var risiko for, at andre klubber ville få øjnene op for det stærke arbejde, de har gjort her,” siger klubbens formand, Mick Kjær.

Han understreger, at klubben er glade for, at Mikkelsen nu tager over som eneansvarlig træner:
“Vi er overbeviste om, at Martin vil føre udviklingen og holdet stærkt videre, og vi bakker ham fuldt ud op.”

Mikkelsen: Klar til at stå alene

For Mikkelsen markerer skiftet et naturligt skridt i trænerkarrieren.

“Eichner og jeg har haft tre fantastiske år sammen – først i Aarhus Fremad og siden her i Odder. Vi har skabt flotte resultater, men vi er nok begge nået til et punkt, hvor vi trænger til at stå alene med ansvaret. Jeg er meget stolt af at kunne fortsætte som cheftræner i Odder, hvor jeg føler mig rigtig godt tilpas i klubben og med den unge, ambitiøse trup,” siger han.

Eichner: Ser tilbage på gode år

Jacob Eichner ser tilbage på en lærerig tid i Odder, inden han nu tager springet til VSK Aarhus.

“Jeg har haft lidt over to virkelig gode år i Odder og har nydt det hver dag. Klubben har flyttet sig meget og står foran en spændende fremtid, og jeg skylder alle omkring holdet en stor tak for samarbejdet. Især Martin, som jeg ved er klar til at få luft under vingerne nu,” siger Eichner.

Klubben vurderer næste skridt

Med Eichners afgang indleder Odder nu arbejdet med at se på organisationen omkring 3. divisionsholdet.

“Vi har allerede en stærk stab med Victor Skibby som assistent og Magnus Wang som målmandstræner. Derfor kan vi tage os tid til at vurdere, om vi har brug for yderligere kompetencer omkring holdet,” fortæller Mick Kjær.

Del på Facebook
Billeder fra kampen mellem Vanløse IF og Sundby BK
Billeder fra kampen mellem Brønshøj og FA 2000
Billeder fra kampen mellem BSF og Sundby BK
Vanløse IF møder Sundby BK igen
Billeder fra kampen mellem Svogerslev BK og Fremad Valby
ASA, Aarhus og FC Thy-Thisted tog sikre sejre