Pludseligt træner-exit i ASA, Aarhus: Hele trænerteamet fyret uden varsel

ASA Aarhus har fyret hele trænerstaben og holdlederen for klubbens førstehold – med øjeblikkelig virkning og uden begrundelse. Den dramatiske beslutning blev effektueret fredag den 27. juni om formiddagen via en e-mail, sendt direkte til det berørte team af klubbens formand, Jesper Emborg, og kasserer, Peter Thingholm.

Beslutningen kommer bag på både spillere, fans og flere medlemmer af klubbens bestyrelse, der ifølge oplysninger først blev orienteret sent aftenen forinden. Klubbens øvrige tre bestyrelsesmedlemmer modtog blot en kortfattet besked kl. 23.00 torsdag aften med ordene: “Træneraftalerne er ophævet med øjeblikkelig virkning”.

Cheftræner Kim Lindtoft Kristiansen udtrykker stor skuffelse over forløbet:

– Vi fik ingen forudgående information, dialog eller forklaring. Det kom fuldstændig ud af det blå, fortæller han.

Kristiansen blev ansat i klubben for to et halvt år siden, hvor han overtog et hold i nedrykningsfare. Han kunne dog ikke forhindre nedrykningen fra Danmarksserien, men lykkedes med at føre ASA tilbage op i rækken sæsonen efter. I den netop afsluttede sæson spillede ASA sig helt frem til oprykningsplayoff til 3. Division – en af klubbens bedste sæsoner i nyere tid.

Trænerteamet, som var på kontrakt året ud, har ifølge Kim Lindtoft Kristiansen ikke modtaget nogen nærmere forklaring på fyringen – trods flere forsøg på kontakt til formand og kasserer. Han udtrykker desuden frustration over det begrænsede samarbejde med klubbens ledelse:

“Vi har i vid udstrækning været overladt til os selv. Alt fra kampafvikling til materialehåndtering har vi stået for. Den eneste hjælp vi fik, var fra kampfordeleren”, siger han.

Fyringen vækker også genklang i klubbens fortid. Ifølge Kristiansen minder forløbet om det, som det tidligere trænerpar Jack og Martin oplevede, da de også blev fjernet fra posten for to og et halvt år siden uden forudgående dialog.

Tavshed fra ledelsen

Divisionsbold.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Jesper Emborg og Peter Thingholm. Henvendelser via e-mail er ikke blevet besvaret, og klubben har heller ikke meldt noget officielt ud via sine kanaler.

Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra spillertruppen, men meldinger fra flere kanter i og omkring klubben vidner om chok og forvirring over den pludselige beslutning.

Trænerteamet har endnu ikke haft mulighed for at sige farvel til spillerne, og klubben har ikke offentliggjort en ny cheftræner. Det efterlader ASA’s førstehold i uvished forud for opstarten til en ny sæson i Danmarksserien – kort efter en historisk tæt flirt med oprykning.

Del på Facebook
HB Køge forlænger med Niklas Jakobsen: Årets spiller fortsætter udviklingen i klubben
Lokalt målmandstalent forlænger med Thisted FC: Simon Stricker fortsætter udviklingen i den blå trøje
IF Lyseng ansætter Krzysztof Popczyński som ny cheftræner for 3. divisionsholdet
Aalborg Freja præsenterer nyt trænerteam for 2. divisions kvinder: Erfaring og energi i spidsen for kvindesatsningen
Aalborg Freja henter ny cheftræner: Steffen Agerbo vender tilbage til klubben
Pludseligt træner-exit i ASA, Aarhus: Hele trænerteamet fyret uden varsel